Velkommen på bagsiden

Velkommen på bagsiden

Måske har du set DR2 udsendelsen Danmarkshistorien på vrangen? Programrækken bygger på bogen Velkommen på bagsiden skrevet af Poul Duedahl, professor i historie ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet. Refleksionstid har talt med Poul om det at skrive alternative danmarkshistorier, om hvad historien betyder for os mennesker og om alle de historiske afkroge, blindgyder, sygdomme, fortielser mv. som bogen indeholder.

 

Huskebogen og glemmebogen

I indledningen til bogen bruger Poul begreberne huske- og glemmebogen. De officielle Danmarkshistorier er huskebøger, siger han. De hjælper os til at navigere i historiens virvar af hændelser, personer, ideer mv. og de giver retning til den fælles fortælling Danmarkshistorien er. Det er klart, at de historikere, der skriver bøgerne, vælger de fænomener ud, der i retrospektiv har haft direkte indflydelse på nutidens samfund fx demokratiets spæde start med grundloven i 1849. Da man ikke kan rumme alt i sådan en bog, er der ikke noget besynderligt i det. Problemet er dog ifølge Poul, at de ikke altid blot giver retning, men også ensretter denne fortælling til et punkt, hvor historien bliver opfattet som en strømlinet udvikling i retning af det nutidige samfund.

Alt det der bliver fravalgt i denne proces ryger i glemmebogen. Det er ifølge Poul ikke alene et fortærsket udtryk, men også en fysisk realitet. Glemmebogens spor er nemlig efterladt i arkiverne rundt omkring i landet. Her står den materielle glemmebog over generationer af menneskers liv, som bl.a. i kontakt med det offentlige er blevet registreret. Hylde efter hylde, reol efter reol står de og forbliver i glemmebogen, indtil Poul og hans ligesindede finder dem frem, og kaster lys over deres virkelighed.

Men han har ikke bare ledt efter gode historier i glemmebogen. Det har været en målrettet søgning efter netop de historier, der kan problematisere huskebogens ensretninger. De giver ifølge Poul nemlig ikke bare overblik, men ansporer også til fejlagtige ideer om progression. Han nævner i den sammenhæng bl.a. den nulfejlskultur, som hersker mange steder nu til dags. Det er ligeledes et ideal for ham at vise den menneskelige diversitet, og den almenmenneskelighed, der alligevel på trods af historiske forskelle eksisterer uanset hvad.

De 85 procent

Bogens nedslag finder sted i 1800-tallet. Det seneste århundrede som er udenfor mands minde. Emnerne er slaveri, tugtelser, underlivet, trosbekendelser, lidenskab, lidelser og døden. Allerede ved første øjekast er det klart, at A-sidernes politiske og kulturelle modernitetsidealer er kørt helt ud på et sidespor her. Som Poul siger, er demokratiet normalt meget vigtigt i historieskrivningen om 1800-tallet, men ikke desto mindre var der, da det gik bedst, kun 15% af befolkningen, som faktisk var involveret i det. Derfor var det Pouls hensigt at give de 85%, som ikke var en del af det bedre borgerskab en større plads. Hvordan var livet egentlig for den store gruppe af befolkning, som ikke havde det fjerneste at gøre med demokratibevægelse, kulturradikalisme og oplysningsfilosofi?

Slaveri

Noget af det der slår en når man læser bogen, er netop, hvor forblændet man kan blive af den gængse Danmarkshistorie om 1800-tallet. Man foranlediges til at tænke det som et langt mere civiliseret samfund end det egentlig var. Som Poul spørger: Kan man forestille sig noget mindre demokratisk end slaveri? Selvom slavetransporterne officielt blev afskaffet i slutningen af 1700-tallet, var der stadig slaver både i kolonierne og i Danmark i det nye århundrede. På overfladen brød man sig fra borgerskabet og staten ikke om ideen om slaveri, omvendt ville man jo rigtig gerne have de rige plantageejere (og ikke mindst deres formuer) hjem til landet på deres gamle dage. Og det gled altså lidt bedre, hvis de kunne få lov at tage deres slaver med sig. De kunne naturligvis ikke registreres som slaver i de officielle papirer, men som tjenestefolk. Det betød dog ikke, at de havde de rettigheder, om end spinkle, der tilfaldt tjenestefolk. Poul fortæller bl.a. om en mand, der blev dømt i højesteret for at have stjålet sig selv fra en fornem kvinde, som altså var hans ejer. Dette selvom, at han troede at han havde vundet sin frihed ved at kæmpe heroisk for nationen ved Slaget på Reden. Der var også mulighed for fx at gå i Zoologiske Have i København og se ”vilde naturmennesker”, som selvfølgelig skulle udstilles dér i deres ”naturlige omgivelser”.

Folketro

For at vende tilbage til de 85%, så handlede åndslivet for dem i stort omfang om tro. Det er velkendt at grundtvigianismen og indre mission udviklede sig i dette århundrede, men de var, som Poul fortæller, slet ikke alene om det. Der var et hav af forskellige udgaver af kristendommen at tilslutte sig, fra mormoner til kyssesekter (som vistnok gjorde mere end bare at kysse), og så var der al den gamle overtro, som stadig levede i bedste velgående. Hekse, elvere, trolde og alverdens mystiske skabninger og djævelskab huserede især på landet, og var skyld er alskinds dårligdom, der måtte ramme folk. I bogen kan man læse historier om katte, der bliver begravet under huse, heste der bliver begravet levende, onde ånder der uddrives, såkaldte ’kloge koner og mænd’, der bliver beskyldt for trolddomskunst og hekseri og overfaldet, djævlekontrakter og meget mere. Alt sammen noget vi normalt forbinder med det, vi kalder den mørke middelalder.

Epidemier

De kloge mænd og koner havde også en rolle at spille i sygdomsbehandlingen. De kunne nemlig kurere alle mulige skavanker store som små. Da der jo ikke var nogen velfærdsstat med gratis sundhedsvæsen, var de på mange måder også nødvendige, om end deres behandlinger ikke altid bar frugt. Hvad angår epidemierne, er det store udbrud af kolera i København i 1853 oftest at finde i huskebogen. Men Pouls forskning peger på, at der faktisk er to epidemier i 1800tallet som var mindst lige så problematiske, men som bare er blevet mere eller mindre glemt. Det drejer sig om folkesyfilis og malaria, eller forrådnelses- og koldfeber, som man kaldte dem dengang.

Ifølge Poul blev man i første omgang opmærksom på folkesyfilissen eller forrådnelsesfeberen, da en biskop fra Århus var taget ud på Horsens egnen på visitats og til sin forbløffelse oplevede flere børn og unge, siddende der på skolebænken uden næser. Det foregik i århundredets første årti, og det viste sig pludselig ved nærmere undersøgelser, at det faktisk var ret udbredt i visse egne. Fik forrådnelsesfeberen først fat, gik det ikke kun udover næsen, men hele ansigtet og kraniet gik i opløsning og blev omdannet til rådne kropsvæsker og grålige skorper, indtil hjernen til sidst blev blotlagt og syn, hørelse mv. gik tabt.

Poul forklarer, at de fleste af ofrene var gået til den lokale kloge mand eller kone og fået en kviksølvsbehandling. Det viste sig faktisk at kunne stoppe sygdomsudviklingen, problemet var bare at man ikke helt var bevidst om doseringen af kviksølv i behandlingen. Det betød, at man faktisk kunne ende med at blive sindssyg af behandlingen. Staten satte dog ind i 1806, hvor man startede anlæggelsen af egentlige amtssygehuse, som faktisk kan betragtes som grundlæggelsen af vores moderne sundhedsvæsen.

I 1831 var den så gal igen med endnu en epidemi: Malaria. Man frygtede af gode grunde epidemier og da man hørte, at der var kolera på vej fra øst, satte staten hårdt ind og forsøgte at lukke for al sejlads til Danmark. Der gik dog ikke længe før embedsmændene fik nys om, at der lå 40 personer alvorligt syge på Køgeegnen. Det måtte være kolera. Alarmberedskabet blev sat i gang, lægehjælpen blev gratis, det var undtagelsessituation. Det viste sig bare, at de mennesker der lå syge, egentlig var lidt for hurtige til at komme på benene igen efter behandlingen. Det kunne jo ikke passe, at kolera nærmest fra den ene dag til den anden kunne kureres med kinabark eller kinin. Det var nok bare koldfeber, konstaterede man fra lægestanden og embedsværket i København. Koldfeber, eller malaria, som det hedder i vores tid, var meget almindeligt i 1800-tallet.

Som Poul forklarer, anede man ikke at det havde med myg at gøre, men man vidste, at der hvert år var masser af bønder, der blev ramt af pludselig sygdom i marken, og måtte slæbes hjem i seng. Problemet var bare at årerne omkring 1831 var nogle meget våde af slagsen, og det gjorde myggenes betingelser ekstra gunstige. Og da embedsværket afblæste alarmen og lægerne rejste tilbage til København, gik det amok. Alene i Maribo Amt blev små 30.000 mennesker syge. Dødstallet gallapperede derudaf og inden København igen fandt ud af, at der var problemer, var store områder af Syd-, Midt- og Vestsjælland bukket fuldstændig under. Poul fortæller, at der til sidst simpelthen ikke var raske nok til at begrave alle de nye lig, og at 1831 var det eneste år i hele århundredet, hvor der døde flere danskere end der blev født.

Omfanget og dødeligheden af disse epidemier får altså Poul til at fremhæve dem, som noget af det, der er gået i glemmebogen ift. 1800-tallets historie, som burde have en plads i huskebogen. Og han påpeger, at det fortæller noget om, hvem der skriver historien, at koleraen, der ramte det litterære København, har den plads den har i vores bevidsthed.

Køn og seksualitet

Foruden disse faktisk dødelige lidelser kunne man også lide af de mere åndelige af slagsen. Det var, som Poul fortæller, for eksempel meget problematisk at onanere. Der er historier i bogen om unge mænd, der ender med at tage livet af sig selv af bare skam over deres udåd. Selvbesmittelse som det kaldtes, var den direkte vej til megen dårligdom; moralsk, økonomisk, socialt og menneskeligt forfald. Alle kunne se på synderen, hvad personen havde foretaget sig pga. trætheden i deres krop, holdning, ansigt og ugideligheden i deres attitude. Man troede simpelthen, at man blev tappet for livskraft, når væsker forlod kroppen, og livskraften i sæd var enormt stor.

Det var heller ikke nemt for mennesker, der var født ind i den forkerte krop. Ikke at det højst sandsynligt nogensinde har været det, men ikke desto mindre fandt kønsskifte faktisk ifølge Poul sted. Der var simpelthen mennesker, der valgte at iføre sig det modsatte køns tøj og leve som sådan et andet sted end i deres fødeby. Der var også mennesker med forskellige sygdomme, som gjorde det svært at vurdere kønnet ved fødslen, og som så senere fik lov at skrifte køn helt officielt.

Udover onani og kønsskifte var sodomi, herunder homoseksualitet og omgang med dyr også betragtet som alvorligt åndeligt forfald. Og i modsætning til onanien kunne disse faktisk straffes og lovovertræderne retsforfølges. Strafferammen var bål og brænd, som simpelthen indebærer dét at blive brændt på et bål.

Jura

1800-tallets jura og retssystem er meget gennemgående for alle emnerne i Velkommen på bagsiden. Poul forklarer, at problemerne bunder i, at man sådan set langt op i århundredet havde en lovgivning, der dybest set byggede på moseloven, altså gamle bibelske principper og idealer: Øje for øje, tand for tand. I den henseende var det derfor ikke så underligt, at fx sodomi blev takseret med bål og brænd. Det var simpelthen et levn fra gamle dage. Men det var ikke nødvendigvis af den grund noget som befolkningen var forargede over eller modstandere af. Som Poul forklarer, var det jo borgerskabet i byerne, der dyrkede liberalismen, demokratiet osv., det var dem, der fandt det problematisk at idømme disse straffe. Det var de nyrige, kultureliten, mennesker i embedsværket, der ville oplysningssamfundet. Og det tog lang tid at ændre disse love, da det også var nødvendigt i et eller andet omfang at få den brede befolknings opbakning for at undgå oprør.

Opdragelse

Moselovens principper gik også igen i opdragelsen. Det blev set på med den allerstørste selvfølgelighed, at fornuften skulle tæves ind i børn. Det var vigtigt, at de forbandt det at gøre noget forkert med smerte. Det ville afholde dem fra at gøre det igen. Men det var ikke kun børn som skulle tugtes. Hele samfundet kunne næsten opfattes som et tugtelseshierarki. Som Poul fortæller, måtte herremænd tæve husmænd, husmænd tæve tjenestefolk, mestre tæve svende, mænd tæve kvinder, og voksne tæve børn. Der blev altså mildest talt pryglet løs, og især hvad angår børn var det ifølge Poul vigtigt, at der blev lagt lidt ekstra på.

Lovløshed

Der var også andre aspekter af retssystemet var som problematiske. Der var fx ikke rigtig nogen politimyndighed i udkanterne af landet. Det vil sige, at bl.a. Nordjylland og Lolland var mere eller mindre lovløse. Poul fortæller, at områderne i starten af århundredet var styret af kæmpestore bander, alla et datidens Hells Angels, der hærgede, røvede, begik mord, betak eller truede vidner og så videre. Realiteten var så voldsom, at mange stod med valget mellem at være offer, eller selv at tage del i banden, og derfor voksede de massivt. Det betød på den anden side, at selvtægt blev et udbredt fænomen, hvor bl.a. lynchninger fandt sted. Poul fortæller om en sag fra Vendsyssel, hvor en gruppe gårdmandssønner og en sognefoged besluttede at tage loven i egen hånd og slå beboerne i Stagsted Hedehus ihjel. Her boede to familier af fattige kriminelle, som var et udførende led i bandekriminaliteten. Fire af beboerne blev slået ihjel den november nat i 1841, de andre fik voldsomme kvæstelser. Og selvom selvtægtsmændene blev dømt for mord, blev de udråbt som lokale helte, og der blev lagt pres på kongen for at benåde deres domme. Det skete også, som Poul fortæller på kongens fødselsdag, ikke ret længe efter, og de kunne vende hjem og lade sig hylde. At der faktisk var langt vigtigere mere oplagte personer at angribe i banden, som Poul forklarer, var der ikke meget fokus på, for som han siger, man kan jo ikke slå gårdejere og endda en sognefoged ihjel, selvom deres organisering og hæleri var med til at holde banden kørende. En sognefoged, der endda skulle fungere som politimyndighed. Det viste sig senere, at banden i Vendsyssel var på intet mindre end 180 personer.

Evighedsmaskinerne

Vi må også lige vende noget mere positivt: Evighedsmaskinerne. Den passion, der også var forbundet med troen, blev i den grad også synlig, når det gjaldt opfindelser. En af dem, der har fanget Pouls opmærksomhed, er evighedsmaskinerne. Passionen var så voldsom for nogen, at de nærmest faldt døde om i værkstedet efter at have helliget store del af deres liv til det. Det var samtidig en historisk blindgyde, da det kan ikke lade sig gøre at bygge en evighedsmaskine. Og det vidste man godt på dette tidspunkt. H.C. Ørsted, der allerede i sin samtid, var en anerkendt videnskabsmand, gjorde endda meget ud af at overbevise folk om det. Men man troede bare ikke på ham (han ville nok bare have fred til at lave én selv). Poul fortæller om håndværksmestre, der stod dag og nat og prøvede at skabe denne maskine, som uden tvivl ville bringe dem uendelig rigdom og anseelse. Det er klart, for den ville kunne kobles på hvilken som helst produktion og minimere omkostningerne uendeligt. At opfindelsen var fysisk umulig, var en side af sagen, men at der faktisk var så mange, der gav sig i kast med at bygge den betød, at viden om mekanik, tandhjul og alle mulige aspekter af tidlig ingeniørvidenskab, blev udbredt. Det medvirkede derfor til at mange af de første elever og undervisere på Den Polytekniske Læreanstalt (senere DTU), faktisk var mennesker, der havde fået interesse og viden gennem arbejdet med evighedsmaskiner.

Kan vi lære noget af historien og hvad betyder den for os?

Det er den slags spørgsmål, der kan få historikere til at diskutere i timevis. Men jeg vil afslutningsvis lige ridse noget af det Poul fremhævede i interviewet op.

Poul beskriver historie som menneskers kollektive erindring, og på den måde også grundlaget for alle andre videnskaber. Alle metoder, teorier, paradigmer osv. er alle udtryk for akkumuleret historisk viden, som med tiden er blevet til en ramme, der udvikler sig med nye indsigter.

Historie kan bruges og misbruges. Poul forklarer hvordan Danmarkshistorien som den begyndte at blive udformet i 1800-tallet, var med til at skabe en nationalstat, en nation af danskere. Og det var vigtigt for at samle et folk i solidaritet; at få dem til at kære sig om fællesskabet, betale skatter og i visse situationer endda dø for fædrelandet. Det var en romantisk Danmarkshistorie og Poul fortæller, at der også bliver romantiseret i den partipolitiske historie. Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen har fx udarbejdet en masse materiale om deres kamp for velfærdsstaten, som de ser sig som garanter for. Der er også romantiserende historier der fremhæver andre partiers kampe for demokrati og ytringsfrihed, for Gud, konge og fædreland, eller for indvandreskepsis.

Men historie kan også være kritisk. Den kan dykke ned i konkrete sager fra fortiden, og få os til at reflektere over vores nutidige synspunkter. Det er ifølge Poul fx tilfældet med Godhavnsrapporten, som afstedkom en vældig diskussion om hvordan man egentlig som nation, skal forholde sig til fortidens synder. Og det endte som bekendt med en offentlig undskyldning. Kritikken kan også række ud over det konkrete og gøre os bevidste om samfundsudvikling. Som nævnt indledningsvist kritiserede Poul den nulfejlskultur, som hersker bl.a. på universiteterne i dag. Han fremhæver, at man kan lære det af historiens fejl, at de ikke altid er negative, men som med evighedsmaskinen også førte positive udviklinger med sig.

Derudover kan historie lære os noget om almenmenneskelighed og menneskelig diversitet. Specielt hvis man dykker ned i andet end den gængse politiske Danmarkshistorie. Udenfor den kan man se, hvordan mennesker forsøger at agere under de betingelser, de er stillet og med den viden, de selv har med i bagagen. Som Poul forklarer, bliver det tydeligt, når man dykker ned i glemmebogen og bagsiden af historien, at menneskers liv altid er modsætnings- og konfliktfyldt, men at der samtidig altid er grundlæggende menneskelige forhold i spil. Af den grund behøver historie ifølge Poul ikke altid at kunne spores i vores nutidige samfund for at være relevant.

Sidst men ikke mindst kan historie lære os om tingenes foranderlighed. Tendensen til at tro, at vi har nået historiens afslutning, er ved at briste. Den levede ellers i bedste velgående efter murens fald og langt ind i det 21. århundrede. Liberalt demokrati og kapitalisme er endemålet af al samfundsmæssig udvikling. Tænkte man. Men det er måske i mindre grad tilfældet nu med udviklingerne i USA og Kina in mente, og kigger vi ifølge Poul i et historisk lys bliver det også klart, at alt andet er meningsløst. Samfund og menneskers eksistens har til alle tider været under udvikling, afvikling og forandring. Det negative er, alt selv det bedste kan tabes, det positive er, at selv det værste kan overvindes. Alting kunne være anderledes, alting kan være anderledes og alting bliver anderledes.

Du kan se de 6 programmer i DR2 serien Danmarkshistorien på Vrangen her: https://www.dr.dk/drtv/episode/danmarkshistorien-paa-vrangen_-vold-gennem-tiderne_150961

/Martin Jensen

admin Skrevet af:

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

sixteen − one =