Studenterprojekter, der gør en forskel!

Studenterprojekter, der gør en forskel!

Billede: AAU Presse

Alt for mange semester-projekter på universitetet ender på en hylde eller en server, uudnyttet og glemt. Det gøres der nu i stor stil noget ved. Internationale studenterprojekter med bæredygtige mål skyder i disse tider op overalt og Refleksionstid har talt med to af dem, der gør det muligt på Aalborg Universitet.

Og at man kan være så forarmet, at man ikke ser mulighederne for sine børn, men virkelig er nødt til at fokusere på, hvordan man får en måned eller en dag til at hænge sammen. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig.

Det er en barsk virkelighed at leve på lossepladsen i Brasilia, Brasiliens hovedstad. Millionbyen, der huser nogle af landets rigeste og mest magtfulde mennesker, er også hjemsted for nogle af de fattigste. I byens ’favelaer’ overlever man fra dag til dag, og det indebærer både uorganiseret lavlønsarbejde, tiggeri, kriminalitet og at arbejde som skralder.

Og det er bl.a. skralderne Jens Myrup Pedersen og Giajenthiran (Kalle) Velmurugan fra AAU har sat sig for at hjælpe. De er hhv. lektor ved Institut for Elektroniske Systemer og ph.d. ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi. De er tovholdere på en række studenterprojekter på universitetet, der i samarbejde med brasilianske studerende fra University of Brasilia, forsøger at forbedre levevilkårene for disse udsatte mennesker i det brasilianske slum. Men hvordan ender to danske undervisere og forskere pludselig med at sætte projekter i gang i Brasilien?

 

Fra Danmark til Brasilien

”Det startede faktisk med et projekt jeg havde i Sydafrika, i nogle meget fattige kvarterer omkring Cape Town” fortæller Jens og tilføjer, at beståelsesprocenten for matematik i grundskolen var omtrent 10%. De danske studerende hjalp skolerne med at lave bedre IT-systemer og det lykkedes, så lærerne nu kunne dele deres opgaver med hinanden og udvikle mere udbytterigt undervisningsmateriale.

Den succes betød, at da Kalle fik en anmodning fra en professor på University of Brasilia om mulighederne for at lave fælles internationale studenterprojekter, så var det oplagt at prøve at involvere Jens i det. Og dermed blev de to ’partners in crime’ i Brasilien. Og når man nu arbejder med bæredygtighed, hvorfor så ikke lave projekterne i en sådan ramme?

 

FN’s verdensmål – Sustainable Development Goals

Både Jens og Kalle er ret begejstrede for FN’s Verdensmål. Ikke blot fordi det er sympatiske målsætninger, hvem ønsker ikke en verden med bedre livsvilkår og mindre uretfærdighed? Men også fordi verdensmålene er en god måde at sætte en ramme for dette arbejde. ”Det betyder meget for de studerende at gøre en forskel, det gør det også for os” fortæller Kalle, og det er verdensmålene med til at understrege. Det tiltaler de studerende at arbejde mod et stort kollektivt mål.

Verdensmålene gør det også meget nemmere at søge støtte og opbygge samarbejdsrelationer. Jens fortæller: ”netop fordi der er så stor opbakning til at arbejde med de her bæredygtighedsmål, så har vi fået opbakning fra den danske ambassade, UNDP (FN’s udviklingsprogram), Den Brasilianske Centralbank med flere. Og det er fordi vi ’mapper’ projekterne ind i de her verdensmål”. Derudover fokuserer målene på tværfaglighed, som samtidig også er afgørende for internationale studenterprojekter.

 

Din faglighed, min faglighed, vores faglighed

Projekterne involverer indtil videre studerende fra internetteknologier og computersystemer, og fra teknoantropologi, begge ved AAU. Det skyldes primært, at Jens og Kalle underviser på disse studier, og at det derfor var oplagte steder at rekruttere og hurtigt få sat skub i projekterne. Men de ønsker med tiden at bringe flere fagligheder i spil.

Og faglighederne bliver bragt i spil og bragt sammen på en hel unik måde i disse projekter. Jens og Kalle forklarer, at dét, at man undersøger problemerne i fællesskab, i den kontekst hvor de nu befinder sig, gør at man får formuleret nogle videnskabelige problemstillinger, som er meget dybere forankret i en tværfaglighed end noget man kan sidde ved et skrivebord og konstruere på forhånd som underviser. Dermed lærer de studerende noget særligt, som er meget svært at reproducere i ’almindelige’ semester-projekter.

 

Fra losseplads til genbrugscenter

Men hvad var det så for en praksis de studerende blev kastet ud i? Faktisk var det en situation hvor et forsøg på at opnå mere bæredygtighed havde sat skralderne i en svær situation. De lokale myndigheder i Brasilia havde nemlig besluttet at byens skraldepladser, som før var en uorganiseret affaldsjungle, med bjerge af skrald, nu skulle gøres mere miljørigtige. I tråd med tidsånden skulle de nu være genbrugscentre.

Det problematiserede i første ombæring i høj grad livet for de fattige skraldere, men dog afhjulpet noget da myndighederne besluttede sig for at ansætte mange af skralderne på de nye genbrugscentre. Det betød, at de pludselig stod som ’normale’ borgere i Brasilien, lønarbejdere, registreret i de offentlige systemer. Det er dog ikke uden konsekvenser at gå fra den ene til den anden position her. Jens fortæller, at han ved deres sidste besøg i Brasilien havde spurgt en af kvinderne, der arbejdede på det nye genbrugscenter, om det ikke var bedre end før: “Og hun kiggede på mig, vi havde tolk på, og sagde at hun synes det var meget bedre da de arbejdede på skraldepladsen før, fordi hun kunne have sine børn med. Nu går børnene i skole og det gav dem en indtægt som de ikke kunne få nu. Og at man kan være så forarmet, at man ikke ser mulighederne for sine børn, men virkelig er nødt til at fokusere på, hvordan man får en måned eller en dag til at hænge sammen. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig.”

 

Telefoner til alle

Da vi talte med Jens og Kalle overraskede det os egentlig lidt, da de fortalte, at skralderne havde smartphones. Der er noget ved tanken om fattige mennesker, der ikke associerer til den type teknologi. Ved nærmere eftertanke er det selvfølgelig en af de ting, der både bliver produceret og deponeret rigtig mange af i disse år. De bruger også telefonerne ganske meget fortæller Jens og Kalle, men der er nogle klare begrænsninger. For det første har de fleste problemer med at stave og læse. Analfabetismen er høj. For det andet er der nogle tekniske begrænsninger ift. hvilke abonnementer man råd til, og hvor meget plads der er på harddisken på en billig smartphone.

 

Matematik for begyndere

Og telefonerne er vigtige. For det er her, de internationale studenterprojekter har valgt at lægge deres fokus. Skralderne skal udstyres med app’s, som giver dem bedre forudsætninger for at håndtere deres nye virkelighed. Den ene handler om at lære dem basal matematik og det er der et stort behov for. For som Jens og Kalle fortæller er det en kæmpe udfordring for skralderne både at optimere deres produktion på genbrugscentrene, altså hvilke former for affald er mest værd, hvordan tilrettelægger jeg mit arbejde bedst og på den anden side, at styre deres nye private liv som lønmodtagere. Forskellen på at finde skrald og sælge det umiddelbart fra dag til dag, og få løn hver måned er enorm. Hvordan laver man et budget hvis man ikke kan regne?

En af udfordringerne ved at lave app’en var meget teknisk. De nævnte begrænsninger på netværk og data gør det svært at lave en funktionel app efter de gængse principper. Derfor var behovet en udvikling af et ’smart catching-system’, som økonomiserer dataforbruget og kun henter nye data når man er i nærheden af wi-fi. Det lykkedes, og herefter venter den mere teknoantropologiske opgave i at lave et design og nogle funktionaliteter, der gør den tiltalende og brugbar i den konkrete praksis.

 

Til kamp mod diabetes

Endnu en skralder-app er i spil i det andet projekt Jens og Kalle orkestrerer. Det drejer sig om at forbedre folkesundheden i både Brasilien og Danmark, særligt hvad angår bekæmpelsen af diabetes. Vi ved, det er et problem i Danmark, men også blandt fattige i Brasilien? Ifølge Kalle er svaret ja. Han fortæller, at der i forbindelse med renoveringen af skraldepladserne og registreringen af skralderne i de offentlige systemer også blev lavet en sundhedsundersøgelse af dem.

Den undersøgelse gav et nedslående resultat i stil med de problemer vi kender i Danmark. Selvom skralderne måske i højere grad er i bevægelse end danskere, der bliver ramt af diabetes som en livsstilssygdom, får de alt for dårlig mad.

Derfor skal der udvikles en app til børn og unge opbygget omkring ’gamification’, altså dét at gøre den fysiske bevægelse til leg eller et spil. Gamification har i denne sammenhæng den fordel, at kan snige den ønskede effekt; at brugerne bevæger sig mere fysisk, ind i bagdøren i dække af spil, sjov og ballade. Teknoantropologerne som primært står for app’en har også valgt emnet for at kunne lave test og komparative analyser på tværs, og her har man valgt Langeland som udgangspunkt for den danske del.

 

Too Good To Go Brasilia

De fleste kender app’en ’Too Good To Go’, der er et forsøg på at bekæmpe madspild i Danmark ved at restaurationer kan sælge deres mad billigt, inden det bliver kasseret. Det sidste projekt, der har vind i sejlene for tiden hos de to tovholdere, er et maddistributionssystem i stil hermed. Men i stedet for private kunder og enkelte restaurationer drejer det sig om en større skala i Brasilien.

”Der er en tradition i Brasilien med, at hvis man tager til en fest, så tager man lige et kilo ris med. Og de fester meget i Brasilien, så der er tit mange kilo ris i overskud” fortæller Kalle. Bl.a. derfor er der behov for en omfordelingsapp. Der er allerede organisationer i Brasilien, der fordeler overskudsmad, men der er behov for et system der kan koordinere det. Og det et netop hvad de studerende er ved at udvikle.

Ideen udsprang fra et par brasilianske studerende og ved den første tur til Brasilien var der faktisk ingen danske studerende der bed på. Derfor optog Jens og Kalle en lille video, hvor brasilianerne fortalte om ideen. Den blev præsenteret for flere danske studerende da de kom hjem med beskeden: ”Hvis I har lyst til at lave et vildt projekt, og vi kender ikke så meget andet end det I ser her, men det er en spændende problemstilling og vi tror at I kan bidrage”. Og så kom der gang i projektet fortæller Jens.

 

En lysere fremtid

En bedre verden og en lysere fremtid er på mange måder drivkræften i projekterne. Det motiverer de studerende både til at gå med i projekterne, men også til at færdiggøre dem med omhu. FN’s bæredygtighedsmål betyder noget og det er interessant og vigtigt at mange studerende faktisk gerne vil gøre en forskel i deres studietid. De skal bare præsenteres for mulighederne.

Jens og Kalle fortæller at studentersamfundet ved Aalborg Universitet har lavet et overblik over de forskellige internationale studenterprojekter, der kører ved universitetet. De fortæller ligeledes at AAU’s ledelse bakker meget op omkring disse projekter og at der er støtte at hente. Så derfor lyder opfordringen fra de to, at flere skal give sig i kast med internationale studenterprojekter. Alt for meget godt projektarbejde samler støv på en server, det kan være guld værd for andre.

/Martin Jensen, Refleksionstid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *