Social dumping, arbejdsmigration og den danske model

Social dumping, arbejdsmigration og den danske model

Social dumping er i løbet af de sidste 10-15 år blevet et velkendt fænomen i den offentlige debat om arbejdsmarkedet i Danmark. Fagbevægelsen og andre har gennem årene råbt vagt i gevær, og kæmpet en intens kamp mod fænomenet og de arbejdsgivere, der udnytter det. I løbet af de seneste år er der dog sket nogle interessante udvikler i forbindelse med social dumping i Danmark. For at forstå dette nærmere har Refleksionstid har talt med af en de forskere på Aalborg Universitet, der har fulgt og analyseret udviklingen.

 

Efter årtusindskiftet er EU blevet større. Og det er særligt mod øst, hvor 10 nye lande er blevet medlemmer af siden 2004. De nye medlemslande er derfor blevet en del af et europæisk fællesskab, hvor bl.a. arbejdskraften kan bevæge sig frit rundt. Det har naturligvis fået mange mennesker fx fra disse tidligere kommunistiske lande i øst til at gribe chancen og søge arbejde i det rige Vesteuropa, med udsigt til bedre løn og arbejdsvilkår. Og det skulle der i udgangspunktet heller ikke være noget problem i. Hvis vi ser bort fra EU-lovgivningen omkring udstationeret arbejdskraft, kan migrantarbejderne nemlig forvente samme vilkår, hvad angår løn og arbejdshold, som lokale lønmodtagere i modtagerlandet.

Men i virkeligheden er det bare ikke altid tilfældet. Og her kommer fænomenet social dumping i spil. Social dumping, også kaldet løn-dumping, indebærer problemerne med, at migrantarbejderne, pga. store lønforskelle på tværs af EU, i mange tilfælde vil kunne tilfredsstilles af en løn, der ligger langt under det lokale niveau. I Danmark betyder det, at de ikke aflønnes efter overenskomsterne og på den måde underbyder de danske lønmodtageres arbejdskraft. Det er klart, at det har skabt en vis frygt blandt de lokale arbejdstagere og fagbevægelsen, som er bange for at tabe i konkurrencen med billigere migrerende arbejdskraft.

Men hvordan fungerer det egentlig i virkeligheden, hvor stort et problem er det, og hvad kan og gør man faktisk ved problemet? Refleksionstid har talt med Bjarke Refslund, lektor ved Institut for Sociologi og Socialt arbejde ved Aalborg Universitet. Bjarke har i en årrække forsket i arbejdsmarkedet og det felt man i fagtermer kalder ”industrial relations”, som også indebærer fænomener som arbejdsmigration. Vores samtale med Bjarke omhandlede primært tre cases, som han har undersøgt i sin forskning. Det drejer sig om en fiskefabrik i Skagen, et nedrivningsfirma i Aalborg og Metrobyggeriet i København. Udover bygge- og produktionsbrancherne, er også brancher som rengøring, det grønne område, hotel og restauration også hårdt ramt.

Inden vi går ned i de her mere eller mindre ekstreme overtrædelser af overenskomster mv., er det vigtigt at sige, hvilket Bjarke også slog fast i vores samtale, at der i de fleste tilfælde er tale om ordnede forhold for migrantarbejdere i Danmark. Det er altså skyggesiden af fænomenet og der er ikke lighedstegn mellem arbejdsmigration og social dumping.

Virksomhederne omgår reglerne

Ifølge Bjarke gør virksomhederne, specielt når vi taler om de udenlandske på Metro-byggeriet, sig skyldige i social dumping enten af uvidenhed eller med decideret snyd for øje. I det første tilfælde er det forståeligt, at det ikke altid er lige nemt at læse en overenskomst:

”Det kræver ofte ret indgående arbejde af en faglig sekretær fra fagbevægelsen og modparten fra arbejdsgiverorganisationen at blive enige om, hvordan skal vi faktisk tolke det her. Og det er også hvad vi har arbejdsretten til at hjælpe dem med, fordi de ofte er uenige”.

Med det sagt var der stadig ifølge Bjarke en stor del af arbejdsgiverne på Metroen som bevidst forsøgte at snyde systemet. Det startede allerede med udelukkelsen af de faglige sekretærer fra byggepladsen, hvilket ellers er kutyme på det danske arbejdsmarked. Om det også var uvidenhed kan selvfølgelig diskuteres, men det betød dog, at fagbevægelsen gik i krig og det viste sig i retrospektiv at være fuldt ud berettiget. Bjarke fortæller, at man har afdækket snyd, tilbageholdelse af løn og underbetaling for over 100 mio. kr. på Metroen og at man måske godt kan formode, at der er store beløb, der ikke er blevet afdækket.

Det endte som de fleste måske er bekendt med sagen mod CIPA, som måtte betale 22 mio. kr. i bod til fagbevægelsen for brud på overenskomsten. Penge, som fagbevægelsen så valgte at dele ud til de migrantarbejdere, primært rumænere, som var blevet snydt.

Kampen mod CIPA blev en stor sejr for fagbevægelsen, og blev ikke kun udkæmpet i de normale faglige arenaer. CIPA var nemlig klar til at trække stikket ud af deres danske datterselskab og stikke hjemad til Italien uden at betale regningen, hvilket ifølge Bjarke er en ganske normal forretningsmodel i sager om social dumping. Det blev dog stoppet, fordi det lykkedes fagbevægelsen gennem medierne blandt andet at presse det offentlige, Københavns Kommune og staten, som var bygherre på projektet. Man kunne simpelthen ikke bære at blive forbundet med social dumping, når man nu stod til genvalg som overborgmester i København bl.a.

Men det er ikke kun udenlandske virksomheder som har luret en lukrativ forretningsmodel i at lade en virksomhed gå konkurs, hvis den bliver dømt i arbejdsretten. Det er der ifølge Bjarke også en række danske entreprenører, der benytter sig af. Om det decideret var planen med nedrivningsfirmaet i Aalborg vides ikke. Men virksomheden gik konkurs efter domsfældelsen. Her var der tale om en meget grel sag, med grov udnyttelse af migrantarbejderne, som blev udsat for det Bjarke kalder ”wage theft”. Her blev der i lønningerne modregnet alverdens ydelser, fx billeje og husleje, og migranterne blev, efter eget udsagn, tvunget til at hæve kontanter på deres konto og betale dem til arbejdsgiveren. Nogle af dem berettede derudover også om overfald og vold. Sagen endte også i arbejdsretten og virksomheden gik belejligt konkurs.

I den noget mildere afdeling var casen om fiskefabrikken i Skagen, hvor migrantarbejderne blev snydt for halvdelen af deres løn plus overtidsbetaling. Her valgte arbejdsgiveren nemlig at betale den overenskomstsatte løn, men til gengæld sørge for, at de ansatte skulle arbejde dobbelt tid. Og så blev 140 kr. i timen pludselig til 70.

Derudover fortæller Bjarke, at der er et helt system af internationalt snyd forbundet med fx datterselskaber, hvor fagbevægelsen kan bruge enormt mange ressourcer på at rejse rundt til postkasser i Polen, hvor der aldrig har været skyggen af en virksomhed. Han fortæller ligeledes om tilfælde, hvor en uanede migrantarbejder til sin store overraskelse pludselig finder ud af at han faktisk på papiret er direktør for hele foretaget, i det øjeblik at det hele ramler sammen, dommen falder og regningen skal betales.

Migrantarbejdernes modvilje

Alt dette ville det om ikke andet være noget lettere at gøre op med, hvis migrantarbejderne faktisk var indstillet på at samarbejde med fagbevægelsen. Men det er de ofte ikke, tværtimod, og det er der ifølge Bjarke flere grunde til. For det første kommer de ofte fra lande, hvor fagbevægelsen er svag, ikke-eksisterende eller korrupt. Det betyder, at man hverken er vant til en dialog med fagbevægelsen eller egentlig stoler på dem. For det andet er det klart i arbejdsgivernes interesse, at dialogen heller ikke kommer i gang. Det er derfor helt normalt, at migrantarbejderne bliver mødt med enten eksplicitte trusler mod at gå til fagforeningen, eller mere indirekte får at vide, at de ikke er til at stole på. Fagforeningerne vil enten sjæle dine penge eller tage dit job og give det til en dansker. For det tredje, den helt åbenlyse grund, at de egentlig, langt hen ad vejen, er godt tilfredse med det de får. At de frygter at miste deres arbejde og blive sendt hjem, og selvom 70 kr. i timen lyder lavt for en dansker, er det ifølge Bjarke givetvis mere end det dobbelte af hvad de ville få i hjemlandet.

Fagbevægelsens nye former og revitalisering

Og hvad gør fagforeningen så i lyset af alt dette. Bjarkes forskning peger på, at de er blevet markant bedre til at håndtere det, og at man har fundet svaret gennem en tilbagevenden til nogle måske lidt bedagede dyder. I USA og England taler man om en revitalisering af fagbevægelsen gennem det man kalder ”organization turn”. Altså, man er begyndt at fokusere mere på det at organisere medlemmerne. Man har sat dem i fokus, deres behov, ønsker mv. Og selvom konteksten er vidt forskellig, er det noget tilsvarende man kan se herhjemme.

Fagbevægelsen har udvidet sin praksis. Det at komme ud på arbejdspladserne for at håndhæve overenskomsterne er nu blevet sidestillet med det at komme ud på arbejdspladserne og bygge relationer. Og det er enormt vigtigt, når det gælder migrantarbejdere. Det handler om at skabe tillid, og det er ifølge Bjarke et meget omfattende arbejde. I alle de nævnte cases har det krævet massive ressourcer og trukket store veksler på de involverede faglige sekretærer. I de to mindre cases er det en personligt båret historie om en faglig sekretær, der over en lang periode igen og igen opsøger og vedholder en kontakt.

I første ombæring er alene det at finde nogen at tale med et kæmpe problem. Rumænske migrantarbejdere taler som oftest hverken engelsk eller tysk på et niveau, hvor det giver mening for en faglig samtale om løn. Dernæst kommer, at migrantarbejderne jo ikke har lyst til at tale. De må overtales, og det har vist sig for de involverede, at det kræver meget mere end et løfte om at kæmpe for deres løn og arbejdsvilkår. De faglige sekretærer at i flere tilfælde måttet agere socialrådgivere:

”Og de her rumænere eller polakker, de kommer jo fra nogle helt andre vilkår og forhold. Deres største problem er mere: Hvad er Nem-ID? Hvordan tager man bussen rundt i København? Hvad betyder det ene eller andet?… altså en masse lavpraktiske ting, som de ikke kan løse, som fagbevægelsen er nødt til at hjælpe dem med først, før de kan komme til at snakke om løn og arbejdsvilkår”.

Og sådan har de siddet til langt ud på aftenen på hemmelige mødesteder, for at imødekomme migranternes frygt for, at arbejdsgiverne ser dem i dialog med fagforeningen. Men så sker der også noget med tiden. Det viser sig ifølge Bjarke i disse cases, at det faktisk er muligt.

I fiskefabrikken i Skagen så man hvordan rumænerne her begyndte at melde sig ind i fagforeningen i stor stil efter, at det kom ind under huden på nogen, og man fik etableret en rumænsk tillidsrepræsentant på arbejdspladsen. Der kom orden i sagerne, i hvert fald da Bjarkes undersøgelse var ved sin afslutning. Det samme på Metroen, om end måske i mindre grad, men mængden af migrantarbejdere her var også markant større. Her endte man med at organisere omkring en tredjedel af arbejdstagerne, hvilket også blev påvirket markant af sagen med CIPA. Den var ifølge Bjarke uden tvivl en øjenåbner for mange. I nedrivningsfirmaet i Aalborg var det derimod lidt en anden sag. Her lykkedes det at stoppe en uanstændig forretningsførelse, men desværre på bekostning af de rumænske arbejdstagere. Nogle af dem var jo i sagens natur selv medvirkende til at virksomheden lukkede, og at de alle mistede deres arbejde. Bjarke mener, at de udmærket var klar over at det kunne være konsekvensen. Men en del af dem, som ikke gik forrest ind i arbejdskampen, var også meget utilfredse med at miste deres arbejde, og ville hellere ligge under for disse arbejdsforhold og den lave løn end rejse tilbage til Rumænien som arbejdsløse. Og det er et vedblivende dilemma.

Typer af migrantarbejdere – Referencegrupper

Bjarkes forskning indeholder også nogle interessante typologier over migrantarbejderne. I udgangspunktet skelner man i denne forskning migrantarbejdere efter deres tilhørsforhold til det land, de arbejder i. Det gør man ifølge Bjarke bredt i litteraturen og det indebærer, at man skelner mellem migrantarbejdere, der har valgt at bosætte sig, migrantarbejdere der pendler, og dem, som arbejder under reglerne for udstationering. Bjarke fortæller så hvordan han har arbejdet videre med disse typologier og tilføjet et element, der handler om referencegrupper.

Det er nogle ideer, der er hentet hos den amerikanske sociolog Robert K. Merton, og videreudviklet af Michael Piore, og det indebærer i sammenhæng med migrantarbejderne, at der til hver type også hører en særlig referencegruppe. Det betyder, at når det handler om arbejdsliv (og måske også livssituation i en lidt bredere forstand), så vil bosætterne, pendlerne og de udstationerede have forskellige mennesker i tankerne, når de skal vurdere hvor godt, det egentlig går dem selv:

”Det er klart jo længere tid man er i landet, jo mere kommer man til at ligne den arbejdskraft, der er her. Eller ikke nødvendigvis ligne, men ens krav og ens forståelse af arbejdet og hvad der er fair, det kommer i højere og højere grad til at ligne”.

Bjarke fortæller desuden, at selv de migrantarbejdere, der vælger at bosætte sig her, kun i få tilfælde egentlig har det som intention, når de kommer til landet. Og de har ofte arbejdet mange steder rundt omkring i EU, inden de når til Danmark.

Det interessante ift. referencegrupperne er så: Hvornår skifter det? Hvornår sammenligner man sig mere med en dansk murer fx? I stedet for at se hjemad, når man vurderer sine vilkår. Altså hvornår træder ideen om, at det trods alt stadig er bedre end hjemme i Rumænien i baggrunden. I forlængelse heraf er det dog også vigtigt ifølge Bjarke at understrege, at der tale om en idealtype. At referencegrupperne og skiftet mellem dem, ikke nødvendigvis kan spores direkte: ”Det er jo ikke sådan, at de den ene morgen vågner op og siger: Nu kigger vi til den danske håndværker i stedet for den rumænske”.

Men skiftet synes alligevel at være ret afgørende i det arbejde som den ’nye revitaliserede’ fagbevægelse forsøger at gøre i relation til social dumping. Og her er det så Bjarkes forskning peger på tidsperspektivet som et helt afgørende element i at skiftet kan ske.

Det er som nævnt allerede, enormt tidskrævende for fagbevægelsen selv dette arbejde. Dertil kommer så, at det kræver tid og tilvænning, før migrantarbejderne også af sig selv oplever, hvordan de økonomiske omkostninger ved at være i det danske samfund også er større. Det er naturligvis tydeligst for dem der vælger at bosætte sig, men der er også leveomkostninger ved at bo i Danmark i 3 uger ad gangen fx, som det var tilfældet med nedriverne.

Derudover betyder det overordnede tidsperspektiv for arbejdsmigration i EU i det hele taget ifølge Bjarke også en del. Det, at fænomenet efterhånden har fundet sted i 10-15 år indebærer, at udenlandske arbejdstagere der kom til Danmark i migrationens spæde start, kollektivt set havde langt dårligere indsigt i det danske arbejdsmarked end dem, der kommer nu:

”Der er jo noget erfaringsdeling. Der er jo fx Facebook grupper for lithariske arbejdere og rumænske arbejdere osv., hvor de bl.a. tipper hinanden om forskellige ting og sager, ikke nødvendigvis om hvad fagbevægelsen kan og hvad den ikke kan, men også ift. dårlige arbejdsgivere”.

Derudover har den rumænske ambassadør i Danmark også gjort enormt meget for at tale den danske model og fagbevægelsen op. Han anbefaler alle rumænere at melde sig ind, og det har ifølge Bjarke betydet meget for rumænernes syn på fagbevægelsen.

Arbejdsdelingen på det moderne danske arbejdsmarked gør det dog ikke nemt at ændre referencegruppen for migrantarbejderne. Bjarke forklarer det således:

”På engelsk bruger man udtrykket segregering, men det er jo sådan et lidt kraftigt ord. Det lyder jo nærmest som apartheid eller et eller andet. Men nogle steder minder det jo alligevel lidt om det. Og det er også en bevidst strategi, at man adskiller arbejdstagerne for at de netop ikke skal tale på tværs om opgaverne man har. Også på byggepladserne”.

Det mandskabstunge, betonarbejdet på Metroen fx, udføres primært af udenlandske arbejdstagere. Og det der så kræver lidt flere håndværksfærdigheder, der vil der typisk være flere danskere involveret. Og det ser man ifølge Bjarke i mange lande. Han forklarer, at man måske tidligere, havde faglærte til at lave noget af det mere manuelle også, eller en murerarbejdsmand, som gik sammen med de andre og lavede det. Det adskiller man nu helt:

”Så alt det der var murerarbejdsmandens arbejde, det har man så Adecco til at sende nogle vikarer til at lave. Og så kommer murerne så ind, når det er lavet. Så man skiller byggeprocessen ad for ligesom at kunne differentiere ned i de enkelte arbejdsopgaver. Og det er jo det samme som man ser i landbruget fx, eller det grønne område. Så alt hvor der går en med en saks i hånden eller går en og bukker sig ned, det er udlændinge. Og så de store maskiner det er stadig danskerne, der kører dem”.

Afslutning

Alt i alt kan man sige, som Bjarke også selv udtrykker det, at der ikke er noget ’easy-fix’ på de her problemer. Det er ikke nemt at stoppe virksomheder, hvis forretningsmodel er direkte møntet på at udnytte disse forhold. Dertil kommer, som Bjarke også påpeger, at fagbevægelsen på ingen måde har ressourcer til at hjælpe overalt. Lige så snart det handler om små virksomheder uden for de store byer, er der simpelthen ikke ressourcer til at få en faglig sekretær på banen. Og i de tilfælde kan der forekomme en masse omgåelser af overenskomsterne mv., som ikke bliver opdaget.

Det er svagheden i den danske model: At det alene hviler på fagbevægelsen at opretholde rimelige lønninger. Det ser desværre blot ud til at være en pris der må betales, hvis man, som de fleste danskere, ikke ønsker politisk styrede minimumslønninger. Det vil der, ifølge Bjarke heller ikke være stemning for at indføre hverken på lønmodtager- eller arbejdsgiversiden i systemet.

Det er sket meget over de sidste 10 år på dette felt. Fra at man fra arbejdsgiversiden de facto ikke ville anerkende problemet til, at det er på dagsordenen på begge sider af bordet, og hos politikere på alle sider af spektret. Det er jo, som Bjarke også fortæller, ligeledes et problem for danske virksomheder. De er også interesseret i at vinde et udbud fra det offentlige fx, og det kan jo være enormt svært, hvis andre virksomheder snyder på vægten.

Slutteligt peger Bjarke på at der er et helt klart aspekt af læring i alt dette for fagbevægelsen og andre involverede. Det offentlige som arbejdsgiver er også blevet meget mere opmærksomme på dette, og det er alt sammen med til at arbejdet mod social dumping kan komme videre.

/Martin Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *