OECD og den globale testkultur

OECD og den globale testkultur

Internationale og nationale test er blevet hverdagskost i det danske skolesystem. Alle elever store som små underlægges nu test, måling og evaluering så vi sikrer os, at deres kvalifikationer lever op til kravene på fremtidens arbejdsmarked. Det er i hvert fald grundtanken ved PISA og de nationale test i Danmark. Men er det nu også alene dét, der kommer ud af testene? Og hvordan er det egentlig gået til, at store dele af verden nu konkurrerer om at have de dygtigste skoleelever med den højeste PISA-score? Refleksionstid har talt med Christian Ydesen, professor MSO, ved Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet. Han leder en forskningsgruppe, der netop nu undersøger disse spørgsmål blandt andet.

 

The Rise of an Educationalized World

Således lyder overskriften på forskningsprojektet Christian står i spidsen for. Jeg spurgte ham hvad, der egentlig ligger bag dette lidt svært-oversættelige begreb. Ifølge Christian indebærer det en ”uddannelsesmæssiggørelse” af sociale problemer på verdensplan. Kort sagt kan man sige, at det indebærer, at uddannelsessystemer overalt i stigende grad bliver gjort til garant for social og økonomisk udvikling. Det er altså ikke længere nok, at eleverne lærer hvad man kunne kalde almindelig faglig viden. Skolen skal nu gå forrest i en lang række udfordringer; økonomisk og demokratisk udvikling, klima, natur og miljø, bedre folkesundhed, kønskamp osv.

Alt dette foregår, som nævnt, globalt og det gør det ifølge Christian i særlig grad, fordi vi har nogle store internationale organisationer, der arbejder intenst med at sætte det på dagsordenen overalt.

 

OECD: Fra Marshallhjælp til PISA

Den uddannelsesmæssiggjorte verden, hvis vi kan oversætte det sådan, hænger altså unægtelig sammen med fænomener som internationalisering og globalisering. Og en af de afgørende aktører i denne proces på uddannelsesområdet har ifølge Christian været OECD. På sin vis virker det måske en smule underligt, at en organisation, hvis primære formål var at være omdrejningspunktet for uddeling af amerikansk Marshallhjælp efter anden verdenskrig nu, godt et halvt århundrede senere, står i spidsen for en global uddannelsesdagsorden. Det er ikke desto mindre tilfældet og Christians forskning peger bl.a. på, hvordan det er gået til.

 

Europa på fode igen? Hvad nu?

I løbet af efterkrigstiden og ved afslutningen af kapitalindsprøjtningen fra USA, blev det nødvendigt at forholde sig til, hvad man egentlig skulle stille op med OECD, eller OEEC (Organisation for European Economic Cooperation), som den hed indtil 1961. Skulle man dreje nøglen om? Christian fortæller, at den kolde krig og den tiltagende afkolonisering gjorde udslaget for, at man alligevel fandt det nyttigt at bevare et forum for kommunikation i den vestlige kapitalistiske verden. På den måde kunne man nemlig mødes og lidt groft sagt, som Christian udtrykker det, pakke kortene, og altså have en stærk kollektiv agenda på møder i FN osv., hvor man sad omkring rundbord og diskuterede med det kommunistiske øst og nye selvstændige stater i bl.a. Afrika.

 

Sputnik.. Oh no!

Og så kom Sputnik-chokket i 1957, og det gav genlyd i det meste af vesten og særligt USA. Sovjet var foran, alt for langt foran virkede det til, og det blev set som en grundlæggende trussel mod hele den vestlige samfundsstruktur. Det måtte der gøres noget ved. Der måtte uddannes ingeniører og naturvidenskabsfolk og det i en fart. Pludselig blev uddannelse en fuldstændig afgørende faktor i samfundsudviklingen. Det var geopolitik, som Christian udtrykker det, og ikke noget der mere eller mindre blindt kunne overlades til uddannelsesinstitutioner, lærere osv. Dertil kom, at man allerede fra krigens afslutning og frem var godt i gang med, hvad man måske kan kalde simpel systemanalyse af skolerne. Altså, at man så på skolerne ud fra en input-output model med henblik på optimering.

 

Accountability og neoliberalismens indtog

I løbet af 60’erne og 70’erne blev der stadig fokuseret på uddannelse i OECD, men holdningen var generelt præget af tiden. Skolen skulle stå for dannelse af demokratiske samfundsborgere. Den udbredte økonomiske keynesianisme gjorde, at man anlagde et mere holistisk syn på fænomenet og tilskrev faktorer som sociale strukturer mere vægt. Det ændrede sig dog drastisk for OECD’s vedkomne i starten af 80’erne, da en ny forfaldsfrygt ramte USA. Det var bl.a. rapporten A Nation at Risk (1983), der gav anledning til balladen. Igen blev der sat spørgsmålstegn ved amerikanernes magtposition i verden og denne gang med uddannelse i centrum. Rapporten fastslog, at hvis man ikke sejlede totalt og aldeles om i det amerikanske uddannelsessystem, ville man tabe den kolde krig. Og det gjorde man så. Nu skulle der ikke overlades noget til tilfældighederne og man ville have fuldstændig styr på hvad eleverne lærte. Det skulle sikres ved gentagne test og målinger af deres færdigheder og der skulle etableres en klar ansvarskæde over hvem, der skulle sanktioneres imod hvis det ikke skete.

 

PISA og test i konkurrencestatens tidsalder

Christian fortæller at USA i samme ombæring groft sagt vred armen om på OECD og de andre medlemslande. Det var denne nye neoliberale accountability tankegang, der skulle være grundlaget for OECD’s arbejde med uddannelse, ellers ville man trække støtten. Og det blev det så, på trods af nogen modvilje fra andre omkring bordet. Og sådan er det på mange måder fortsat også efter murens fald. Det nye program i OECD blev søsat i 1988 (INES-programmet), og her begyndte arbejdet med etablering af standardiserede målinger til brug på tværs af landegrænser og ved indgangen til det nye årtusinde så PISA testene så dagens lys: Programme for International Student Assessment var født. Og selvom det historisk har rødder i den kolde krigs bipolare verdensorden, passer det også som fod i hose i det man måske nu kunne kalde konkurrencestatens tidsalder.

 

PISA’s succes

Endnu et parameter hvor staterne kan måle sig med hinanden, og nu i en noget mere mudret multipolar verdensorden føles det måske for nogle statsledere endnu mere vigtigt. Og det tyder ifølge Christian på, at det langt hen ad vejen også er det primære formål med testene. Som han nævner, er det efterhånden kommet frem i den danske debat om de nationale test, at de egentlig mest er til for politikernes skyld. Det siger politikerne faktisk efterhånden selv, selvom testene, der også udspringer med inspiration fra PISA, blev lanceret som lærernes redskab og man talte meget om, at der skulle udvikles en evalueringskultur i den danske folkeskole. Man kan altså sige, at PISA’s succes også skyldes, at der er en voldsom efterspørgsel på statsniveau efter målbare konkurrenceparametre. Der er også ifølge Christian en vis sikkerhed og salgbarhed i test-scores. Det er en måde at få ro i maven på for politikere. som måske til tider famler lidt i blinde efter løsninger på komplekse samfundsproblemer. Derudover skyldes PISA’s succes ifølge Christian også, at man fra OECD’s side har lavet en enorm produktudvikling. At man nu har PISA4U, hvor lærere direkte engagerer sig med OECD, PISA for Schools, PISA-D for udviklingslande, og PISA for 5-year-olds også kaldet Baby-PISA, og at det hele er en form for buffet, hvor interessenterne kan vælge og vrage i tilbuddene.

 

PISA-chok og -turisme

Men hvordan er PISA så blevet implementeret i forskellige lande og hvilken betydning har det fået? Christians forskningsprojekt har haft 5 lande som cases, og han fortæller at der er ret stor forskel på hvilken betydning det har haft. Overordnet set kan man dele landene op fra mindst til mest begejstrede. Der er de lande han kalder PISA-chok lande, som Danmark og Tyskland, de lande, som har en mere neutral, måske ligefrem en anelse indifferent holdning, og så de lande, hvor begejstringen har været stor og hvor det har afstedkommet decideret PISA-turisme. Men det er et komplekst spørgsmål. Christian påpeger, at hvis man vil undersøge test, må man anlægge et 360 graders perspektiv på alle interessenter omkring testen. Det indebærer altså, at selvom et land som Finland eller nogle af de højtscorede lande i østen har en stjerne i OECD’s øjne, er det langt fra lig med, at alle lærere og skoler fx disse steder deler begejstringen.

 

Modstand

Ifølge Christian er det en klar tendens, at lærerne er kritiske overfor testregimet. De oplever det som indtrængende overvågning af deres professionelle praksis. De føler selv, at de kender deres elever og har en plan for deres faglige udvikling. Dermed ikke sagt, at lærerne som sådan er modstandere af test, men at de selv vil tilrettelægge de test de finder relevante i deres pædagogiske og didaktiske arbejde. Den interne modstand i specielt PISA-chok landene skyldes måske også, at der her hersker en anden uddannelsesmæssig idehistorisk tradition. Christian forklarer, at ideen om bildung, altså dannelse, historisk har stået stærkt i Danmark og Tyskland fx, i modsætning til de angelsaksiske lande, som har haft et mere curriculum orienteret syn, altså et spørgsmål om pensum, læringsmål og standarder.

 

Magtfuld teknologi

Problemet med PISA testene er ikke blot, at det for nogle lærere kan opleves som tidsspilde. Som Christian udtrykker det, er test og evaluering ikke bare et uskyldigt værktøj, men en magtfuld teknologi, der afføder alle mulige afledte effekter i dette 360 graders spektrum. Det var ikke meningen, som Christian fortæller, at nogle af lærerne fx i Storbritannien, skriver klassens test-scores på deres CV for at øge egen ansættelighed. Det var heller ikke meningen, at test-scores skulle afskrække nogle ressourcestærke forældre fra at sende deres børn på en given skole. Og i de grelleste tilfælde er det heller ikke meningen, at det er testen, der afgør hvad man skal vide, som tilfældet i tiltagende grad ser ud til at være i USA. Her fortæller Christian, at det er de samme virksomheder, der er udbyder testene, som også leverer undervisningsmaterialet. Og så har vi jo problemet med at uddanne elever til at tage en given test fremfor at uddanne dem til det arbejdsmarked, som egentlig er målet med PISA. Christian fortæller ligeledes om eksempler fra England og USA omkring den såkaldte off-rolling, altså at børn bliver skrevet ud af skoleprotokollen, fordi de ikke bidrager positivt til at højne skolens testresultater. Tilsvarende ser man i mange andre lande, hvor børn bliver bedt om at tage en fridag på dagen for testen, fordi de forventes at klare sig dårligt. Den slags forskruede effekter følger med jo mere der er på spil.

 

Watson, we have a problem..

Christian fortæller desuden om et andet amerikansk tilfælde med henvisning til alle de aktører og private firmaer, der efterhånden er involveret i uddannelsessystemerne. Det drejer sig bl.a. om uddannelseskoncernen Pearson der, i samarbejde med IBM og deres supercomputer Watson, på forsøgsbasis har integreret måling og evaluering helt inde i klasseværelset. Watson fodres med data fra forskellige kameraer som monitorerer elevernes fysiske bevægelser i rummet og sociale interaktioner. Derudover er eleverne også på egen krop udstyret med målegrej og censorer som opfanger kroppens mindre synlige signaler og aktivitet. Alt dette behandles af Watsons avancerede algoritme og den præsenterer så nogle resultater på lærerens og elevernes computerskærme. Her kan læreren så løbende følge med og tilrettelægge sine aktiviteter på baggrund af Watsons anbefalinger.

 

Afrunding

Om dette så er fremtidens klasseværelse, må tiden vise. Christian påpeger, at der synes at være en historisk tendens til at pendulet går frem og tilbage, så måske denne form test og evaluering i fremtiden må lade livet for en undervisning, der bygger mere på dannelse?

Med det sagt står spørgsmålet stadig tilbage, om vi er på vej imod en global test-kultur, som nogle i uddannelsesforskningen ifølge Christian påpeger. Hans udlægning er, at det dybest set drejer sig om de forskningsspørgsmål, der stilles. Ser man oppefra og ned er det helt klart iøjnefaldende, hvordan OECD med PISA har formået at sætte en uddannelsesdagsorden globalt og sætte test og evaluering i fokus mange steder. Det, at skoleelever verden over sidder og laver tilsvarende test taler på den måde sit tydelige sprog, ligesom verdens ledere, OECD og andre magtfulde aktører, intenst arbejder på at finde måder at forbedre disse nationale scores. Anlægger man derimod et nedefra og op perspektiv er sagen en anden. Her er der forskelle at spore allerede nationalt og sammenligner man internationalt er det svært at få øje på den globale ensretning en sådan kultur måtte betyde.

Alt andet lige, er det ganske bemærkelsesværdigt, at en økonomisk organisation som OECD har haft held til at spille en så afgørende rolle på uddannelsesområdet. Ifølge Christian har OECD i grunden ingen anden legitimation end den, at man sidestiller uddannelse med en produktionsfaktor i samfundet. Han siger kritisk, at man reducerer uddannelse til et spørgsmål om arbejdsmarked og samfundsøkonomi. I forlængelse heraf er det desuden væsentligt, at det arbejdsmarked PISA påstås at indikere succes indenfor, i virkeligheden slet ikke findes – endnu i hvert fald. Udgangspunktet er nemlig en prognostisk analyse af, hvad en 15-årig fx skal kunne, for at klare sig på arbejdsmarkedet som færdiguddannet 5-10-15 år senere. Det drejer sig altså om en formodet efterspørgsel på fremtidens arbejdsmarked. Kun herigennem kan man sætte lighedstegn mellem PISA-score og BNP, som ifølge Christian er den grundlæggende præmis bag PISA.

Derudover ligger der i PISA test også en antagelse om, at man på individniveau kan fremskrive en uddannelseskurve med baggrund i disse test af unge mennesker. Som Christian siger, er det ikke til at vide hvordan disse liv kommer til at forløbe. Og heri ligger den anden grundtanke i den globale test-kultur OECD forsøger at udvikle. Det handler om at standardisere mennesker, at putte dem i kasser og holde styr på dem. Det handler grundlæggende om en gammel drøm helt tilbage fra starten af vores moderne samfund: At man kan styre, planlægge og mestre samfundsudviklingen.

 

/Martin Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

seventeen + ten =