Musikterapi: Kommunikation og fællesskab gennem musik

Musikterapi: Kommunikation og fællesskab gennem musik

Billede: CEDOMUS – AAU

Musikterapi er en behandlingsform, der ser stigende anvendelse i alle mulige sammenhænge på sundhedsområdet og i vores velfærdssystem som hele. Psykiske lidelser – fx depression, skizofreni, og posttraumatisk stress, områder som demensomsorgen, behandling af erhvervede hjerneskader, autismeområdet osv., er alle steder musikterapien har vundet indpas. Men hvorfor og hvordan virker det?

Det har Refleksionstid talt med Ulla Holck om. Hun er lektor i musikterapi ved Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet og leder af Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapi (CEDOMUS). Ulla har selv arbejdet som musikterapeut, og har nu i en årrække forsket i musikterapiens virkemåder og anvendelse.

 

Kommunikativ musikalitet og vitalitetsformer

Da jeg kontaktede Ulla omkring et interview om musikterapien, var hun meget klar i mæglet. Det er vigtigt, at vi tager udgangspunkt i teorien om kommunikativ musikalitet udviklet af Stephen Malloch (ph,d., i musik- og psykoakkustik, siden kognitiv psykologi) i samarbejde med Colwyn Trevarthen (professor emeritus i børnepsykologi og psykobiologi). Det skyldes, som hun fortæller, at dette kan betragtes som en slags grundforskning i musikterapiens virkemåde.

Kommunikativ musikalitet udspringer fra spædbarnsforskningen. Her blev det for år tilbage klart for en række psykologer og neurologer, at der var noget særligt musisk over forholdet mellem det lille barn og dets forældre. De fandt ud af, at der var en vis rytme, turtagning og dynamik i måden, hvor barnets små lyde blev responderet af forældre og omvendt. Forældrenes toneleje og deres måde at skabe begejstring ved at lægge tryk på forskellige ord og lade dem stige i volumen og intensitet. Eller omvendt deres måde at trøste, ved at lade tonelejet falde. Det blev også klart, at der var en stor mængde imitation.

Grundlæggende kan man sige, at spædbørns vej ind i sproget bliver skabt af en form for musikalsk proces. Spædbørn er, sammenlignet med andre pattedyr, totalt hjælpeløse, men de har ifølge Ulla en højt udviklet sans for kommunikation. Den bliver stimuleret og udviklet gennem den kommunikative musikalitet i samspillet med forældrene og den er ifølge Ulla utrolig vigtig ikke blot for børnenes tilknytning, men også for sprogudviklingen og den kognitive udvikling i det hele taget.

Udover teorien om kommunikativ musikalitet er teori om vitalitetsformer ifølge Ulla også givtig i forskningen. Den er udviklet af Daniel Stern (professor i udviklingspsykologi) og den forsøger at sætte ord på den stemning eller sindstilstand en bestemt non-verbal handling signalerer til andre. Disse vitalitetsformer kan beskrives med musikalske dynamiske termer som fx crescendo; at noget går gradvist hurtigere. Sterns teori er så, at vitalitetsformene opfattes umiddelbart, dvs. fra fødslen. Med tiden bliver vi bedre til at begrebsliggøre og sætte ord på dem, men langt de fleste vitalitetsudtryk bliver stadig kun opfattet implicit af selv voksne.

Det kan være forældrene, der afkoder spædbarnets små næsten skjulte signaler, fx en lille mundvig, der lige drejer lidt nedad, og forældrene kan så fx give barnet et kram. Ligesom barnet også reagerer på forældrenes vitalitetsudtryk. Vitalitetsformerne er altså en måde at afkode og ”tune” sig ind på den andens humør og stemning.

Alt i alt kan man sige, at disse aspekter er en forudsætning for spædbørns tilknytning og udvikling af kognition, sprog og socialitet. Den kommunikative musikalitet og vitalitetsformerne gør også voksne i stand til fx at forstå ironi, det er sprogets indbyggede musik, der gør, at vi kan kommunikere mere end blot hvad ordene strengt taget siger.

 

Mikroanalyser

Ifølge Ulla arbejder de fleste musikterapeuter i praksis faktisk ret konkret med den kommunikative musikalitet og vitalitetsformerne. Man kan sige, at musikterapi er et forsøg på at efterligne disse tidlige relationers musikalske dimensioner. Det gælder i særlig grad med de målgrupper, som har sværest ved sprog og socialitet. Som eksempel på dette fremhæver Ulla børn med svær autisme og ældre med svær demens, som vi vender tilbage til.

Ulla har selv en baggrund som praktiserende musikterapeut, og er så efterfølgende blevet forsker. For tiden laver hun mikro-analyser af en stor mængde video-optagelser af musikterapeuter i arbejde. Hun undersøger netop forholdet mellem den kommunikative musikalitet/vitalitetsformerne og musikterapiens praksis. Hun fortæller, at man i forskningen både arbejder med musikterapiens effekt og dens virkemåder, men at der stadig er behov for at blive klogere på hvorfor og hvordan musikterapi virker. Hvordan er det helt konkret musikterapeuten arbejder med rytme, turtagning, dynamik, betoning osv.? Og det kan man bruge mikroanalyser til.

 

Musikterapi for børn med autisme

Det område Ulla selv har arbejdet mest med er autismespektrumforstyrrelser, særligt børn med svær autisme. Det drejer sig om børn, der har begrænset eller ingen sprog overhovedet og som sjældent tager sociale initiativer. På trods af dette, eller måske i kraft af dette, er de som regel meget nemme at få til at lave lyde på instrumenter, fx en tromme. De synes instrumenterne er sjove og det at få lov at lave lyde udenom sproget er på en eller anden måde tiltalende.

Ulla forklarer, at man ofte starter med at lave en imitation af barnets lyde, om end de ikke rummer hverken rytme eller dynamik og virker tilfældige. Man spiller med en lille forsinkelse, og barnet bliver efterhånden opmærksom på, at musikterapeuten faktisk er der. Derefter nærmer sig stille og roligt en synkronisitet, men det kan blive for meget for børn med autisme, da det kan føles som at musikterapeuten kommer for tæt på. Stille og roligt opbygges nogle rytmer, melodier eller lign., barnet er trygt ved, og så åbner mulighederne for at barnet kan indgå i en social musikalsk interaktion.

 

La la la la…

Ulla fortæller om et eksempel fra sin praksis som musikterapeut, hvor hun arbejdede med en dreng med svær autisme. Han havde ifølge Ulla en meget høj arousal, altså han var meget aktiv, spændingsniveauet var højt og han var meget modtagelig overfor sanseindtryk, så meget, at hvis han blev i denne tilstand for længe kunne det skabe ubehag eller angst i ham. Og her er det jo selvfølgelig klart, at man gerne vil sørge for at hjælpe drengen med at styre dette niveau, og i perioder få noget ro.

Ulla fortæller, at hun for at tune sig ind på ham (afstemme sig ham), fandt en sang som han godt kunne lide, som kunne spilles på mandolin. Sangen havde flere vers i skiftende tempi og det betød, at hun virkelig kunne imødekomme hans mentale udgangspunkt med det hurtige vers, men også hjælpe ham med at nedregulere sin arousal, så han fik pauser og undgik selvskade. Drengen havde ikke noget sprog, men brugte nogle hurtige ”la la la la”-lyde til at udtrykke tilfredshed. Dem matchede Ulla med tremolo-teknik på mandolinen og på den måde kunne de opnå synkronisitet. Hun kunne holde drengen i den sociale situation, fordi sangens hurtige vers talte til ham, og han vidste, at efter det ’kedelige’, langsomme vers, så kom det hurtige tilbage. Derfor kunne han godt tolerere det langsomme vers også, som ud fra et behandlingssynspunkt var lige så vigtigt for ham, som oplevelsen af fælles kommunikation i det hurtige.

 

Musikalsk drilleri

Humoren har en særlig rolle i musikterapien, ligesom den egentlig har i mange sociale situationer vi ellers befinder os i. For de fleste mennesker er humor både noget der binder os sammen, men også noget, der er med til at give livet krydderi, gør det sjovt at være til. Men hvis man ikke har et sprog, så er humor ikke nødvendigvis så nemt. Her kan musikterapien også hjælpe. Ulla forklarer, at man med musik kan tilgå humorens byggesten; snyd med timing eller forventningen. Den første humor spædbørn fanger ifølge Daniel Stern, er netop snyd med timing. Og lige præcis denne forventning er utrolig nem at opnå i musik. En simpel rytme, måske bare nogle taktslag, sætter allerede en forventning op hos os. Og undlader man så at spille, og gøres det på den rigtige måde, kan det have en god humoristisk effekt. Ulla fortæller, at dette går begge veje i musikterapien. Det kan både være modtageren af terapien og terapeuten selv, der driller. Og med grinene opstår endnu mere fællesskab og samhørighed. Der er ingen tvivl om som Ulla siger, at hvis man synes det er svært at indgå i fællesskab med andre, kan dét, at det er sjovt virkelig være motiverende.

 

’Du er min øjesten’

Ulla har for nylig også indgået i forskningsprojekt i samarbejde med andre forskere og musikterapeuter samt Mariagerfjord Kommune. Her var fokus på borgere med demens, og det drejede sig om at klæde plejepersonalet i demensomsorgen på, til at kunne bruge deres egen kommunikative musikalitet i samspillet med de demensramte borgere.

Men det er ikke altid lige nemt at få folk til at bruge deres musikalitet. Derfor var det en vigtig del af projektet at få forklaret personalet, hvordan den kommunikative musikalitet, og hvad man også kan kalde almen musikalitet, er forskellig fra en mere performativ musikalitet. Ulla fortæller, at der var mange der var skeptiske overfor ideen: ”jamen, jeg kan jo ikke synge.. jeg er ikke musikalsk” osv. Men der er netop milevid forskel på det at optræde med musik, og så det at kommunikere med borgere med demens vha. musik. Ifølge Ulla er det en vigtig barriere at overkomme for personalet, men når det sker, viser det sig at blive rigtig vellykket. Personalet i Mariagerfjord Kommune fandt ud af, at det ikke handlede om at de skulle optræde og synge stort og smukt, men at det handlede om, at de skulle bruge sangen til at ”tale” med borgerne.

Ulla fortæller om et eksempel, hvor en ældre dame bliver hjulpet op af en lænestol og ind i seng til sin middagslur. Hun har behov for at hvile sig, og vil også gerne, men hendes umiddelbare reaktion på personalets invitation til at gå ind og sove er en afvisning. Ulla forklarer, at borgere med svær demens ofte kan opleve verbale henvendelser som et uforståeligt krav, og at de derfor ofte vil være modvillige. Men så begynder plejepersonalet at synge en for damen velkendt sang (Du er min øjesten) og så var det som om, at hun vågnede op. Pludselig ville hun gerne med ind på værelset, og da de kom til linjen: ”og når vi to følges ad..”, var det anledning til at personalet hjælp hende op af stolen. Og så fortsatte sangen ellers til kvinden lå i sengen og velfornøjet tog sig en lur.

På den måde kan musik være helt afgørende i demensomsorgen. Den kan desuden vække minder, hjælpe nogle, der har svært ved sproget til at finde ordene igen, og i det hele taget skabe grobund for samvær og relationer i plejen. I denne sammenhæng er det musikterapeuternes opgave at vejlede personalet i brugen af deres egen almene musikalitet.

 

Fremtiden

Jeg spurgte også Ulla ind til fremtiden for musikterapien. I den forbindelse fortalte hun, at det fra hendes perspektiv ser lyst ud. Der er lavet en række såkaldte ’Cochrane reviews’, eller meta-analyser af musikterapiforskningen, som slår fast, at der er en positiv effekt at spore i mange sammenhænge. Det betyder for Ulla, at faget er klar til at banke på flere døre, og sprede sig endnu mere ud i sundhedssystemet bl.a. Men ikke alene der. Der er også mange måder, hvor musikterapi kan indgå i en mere forebyggende sammenhæng fx i folkeskolen, hvor fælles musik kan bidrage til at skabe bedre sociale relationer i en klasse eller gruppe.

 

Er du interesseret i at vide mere, kan du finde et væld af litteratur og forskning på Center for Dokumentation og Forskning i Musikterapis (CEDOMUS) hjemmeside:

https://www.musikterapi.aau.dk/cedomus/

 

/Martin Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

two × 4 =