I det store hele bryster vi os af at være nået langt med ligestillingen i Danmark. De fleste af os går med forestillingen om, at kvindeundertrykkelse hører fortiden til, og at vi nu ovenpå forrige århundredes kønskampe er nået til et punkt, hvor kvinder og mænd har samme muligheder og nyder respekt i samme omfang for vores bedrifter.

Men er det nu også hele sandheden? Hvad nu hvis man dykker ned i en af de sidste ”mande-bastioner” i samfundet, nemlig Forsvaret? Hvordan er det egentlig at være kvinde der? Hvad betyder køn der? Og er forsvaret kommet ind i det 21. århundrede?

Det har Kathrine Bjerg Bennike blandt andet undersøgt. Kathrine er ph.d.-studerende og ekstern lektor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet. Hun lægger i disse dage sidste hånd på sin Ph.d.-afhandling med overskriften: ’Køn, fred og sikkerhed i Det Danske Flyvevåben’. Refleksionstid har talt med Kathrine om undersøgelsen.

Køn, fred og sikkerhed

Det kan måske ved første øjekast virke lidt aparte, at fred og sikkerhed er en del af overskriften. Hvorfor ikke køn og krig? Eller måske bare køn eller kvinder i Forsvaret? Ifølge Kathrine handler det om ’framing’. Altså, når NATO, FN eller Det Danske Forsvar selv, laver hensigtserklæringer, eller vedtager handleplaner osv. om at ville involvere kvinder mere i militært arbejde, så er det som regel fremstillet sammen med spørgsmål om fred og sikkerhed. Groft sagt kan man sige, at kvinder skaber fred og sikkerhed, mænd skaber krig. Kvinderne skal involveres, fordi de har nogle andre værdier og kompetencer. De skal indgå som tolke fx, de skal mægle eller være omsorgspersoner på den ene eller anden facon. Samtidig er kvinderne også ofre for krig: ”Women and children”, nærmest i et ord, som Kathrine udtrykker det. Det er dem, der skal skabes sikkerhed for. På den måde overser man ifølge Kathrine det faktum, at kvinder også laver politisk vold og er aktive soldater i krigsførelse, samt at mænd også er ofre for dette. Med udgangspunkt i FN’s resolution 1325: ”Women, Peace and Security” vedtaget i sikkerhedsrådet i år 2000, har Kathrine undersøgt, hvordan de menige soldater, mænd og kvinder, forholder sig til spørgsmål om køn, fred og sikkerhed.

Militær identitet

Ifølge Kathrine kommer det alt sammen ned til hvordan man forhandler sin militære identitet. Hvad er maskulint? Hvad er feminint? Og hvad er noget andet? Og hvad lægger den enkelte vægt på? Det er en løbende proces, som både foregår i de konkrete sociale relationer, men også i relation til tiltag oppefra i organisationen. Både kvinder og mænd er med til at skabe nogle bestemte kønnede dynamikker i Forsvaret, som kan være problematiske for forskellige kønnede kroppe, der ikke lever op til idealet.

Det er ifølge Kathrine vigtigt for kvinderne, hun har talt med, først og fremmest at fremhæve, at de godt kan lide den hårde og direkte tone i Forsvaret. Det er passer dem godt, at tingene ikke pakkes ind, og de føler ikke i udgangspunktet, at deres mandlige kollegaer er for grove. Men efter Kathrine så spurgte mere konkret ind til oplevelser, havde flere af kvinderne enten selv eller kendte kollegaer, som har følt sig krænket i forskellige situationer. Endvidere gav en række af de mandlige soldater også udtryk for, at de var bekendte med, at disse praksisser havde fundet sted.

Kathrine havde særligt fokus på flyvevåbnet i sin undersøgelse, og det skyldes bl.a., at flyvevåbnet er særegent ift. andre grene af Forsvaret. Der hersker en anden selvforståelse her, og der kræves en anden fysik. Gennemsnitsalderen er højere, og det er her vi finder den højeste procentdel af kvinder (9%). Ifølge Kathrine betyder det dog ikke, at kvinderne her var uden disse oplevelser af diskrimination. Men selvforståelsen er anderledes og det betyder ikke desto mindre noget for både mændenes og kvindernes identitet i flyvevåbnet. Det indebærer, at man ser sig selv, som den mere sofistikerede del af Forsvaret. Man er bedre uddannet og skæver til de ”primitive” fodsoldater i hæren. Det er dog ifølge Kathrine ikke nok til, at flyvevåbnets kvinder ikke også oplever problemer i deres selvforhold. Deres rolle bliver stadig problematiseret af, at der fx sås tvivl om en forfremmelses berettigelse. Er det nu ikke bare, fordi du er kvinde, at du har fået den?

Det var jo bare en joke

Kathrine fortæller også, at man indenfor kønsforskningen benytter sig meget af ideen omkring intersektionalitet. Altså, at spørgsmål om køn kan udspille sig forskelligt på tværs af andre faktorer eller identitetsmarkører, som fx etnicitet, nationalitet, race, klasse, seksuel orientering mv. Ser man fx på spørgsmålet om nationalitet og i denne sammenhæng danskheden, så får køn en anden betydning. Her kan vi vende tilbage indledningen på denne artikel: I Danmark har vi styr på ligestillingen. Det er i hvert fald fortællingen, og den går igen hos Kathrines respondenter: ”Det er ikke vores drenge eller mænd, der pifter efter os når vi er udsendte, det er amerikanerne..”. Og på den måde bliver danskheden, ligesom det at være en del af flyvevåbnet, en måde at omgås kønsrolleproblematikkerne, men ikke at fjerne dem. For der er jo, som alle de sager vi hører om i medierne også bevidner, problemer for kvinder i Forsvaret. Kathrine tænker også, at der er noget særligt dansk i den måde, hvor mænd, der krænker kvinder, affejer en eventuel protest eller retfærdiggør deres handling. ”Det var jo bare for sjov, kan du ikke tage en joke? Hvordan kan du gå i krig og så ikke kunne klare en kommentar?”

Uniform og fællesskab

Dernæst har uniformen også betydning. I udgangspunktet kunne man tænke, at uniformen er med til at nedbryde kønsforskelle, i og med at den i sagens natur har en uniformende effekt og fjerner de forskelle, der ligger i forskelligt tøj. Det er måske også tilfældet i et vist omfang. Det er også klart, at uniformen er et arbejdsredskab og på den måde også nødvendigvis udformet på en bestemt måde. Alligevel er normen en mandekrop og derfor passer den også bedre til en gennemsnitlig mandekrop. Udformningen ikke er tilpasset kvindekroppen, og at den ikke er behagelig. Et andet eksempel kunne ifølge Kathrine være støvlerne, der ikke som standard er i små størrelser. På den måde bliver den personlige oplevelse af at være kvinde i Forsvaret alligevel den, at kvinder er velkomne, men at det er på mændenes præmisser.

Uniformen peger også mod det fællesskab, som er særligt for Forsvaret. Det at være udsendt sammen kræver en særlig tilknytning, et særligt bånd af tillid og respekt. Det er et spørgsmål om liv og død. Det er selvfølgelig problematisk i den henseende, at kvinderne ikke fuldstændig føler, at fællesskabet er på deres præmisser. Endnu mere kritisk bliver det dog, når kvinder så bliver udsat for krænkelser ifm. udsendelser. Så bliver man pludselig alene, for hvad gør man? Man er allerede i forvejen, som Kathrine fortæller, i en udsat situation. Langt væk hjemmefra, i en krigszone. Kan man stole på krænkeren? Også hvis man protesterer? Og hvad bliver følgerne?

I medierne kunne man fx i efteråret læse om en kvinde, som til sidst fik nok og gik til sin leder. Hendes kritik blev taget seriøst og der blev handlet. Problemet var bare, at lederen fandt på en fysisk afstraffelse til krænkerne, som endte med at vende dem endnu mere mod kvinden, som åbenlyst måtte være den, der havde klaget. Så var båndet for alvor brudt.

Løsning i sigte?

Det er altså på ingen måde løsningen. Men hvad stiller man så op? Også i det større billede for at komme kønsdiskrimination og krænkelser til livs i Forsvaret. Kathrine forklarer, at det har været i fokus hos Forsvaret i mindst 10-15 år, at man har prøvet alverdens forskellige tiltag, men at det er en kompleks problemstilling.

Som det står klart, er der alle mulige grunde til, at både kvinder og mænd kan føle sig bedre tjent med at gå stille med dørene, når de oplever diskrimination. Det er naturligvis et problem i sig selv. Dertil kommer, at selvom det har været intentionen oppefra i systemet, både fra dansk og international side, at komme problemerne til livs, har man også været rådvilde. Det fremgår ifølge Kathrine klart, at man forsøger at tænke kvinder ind i militært arbejde på en måde som sætter særligt fokus på deres køn. Der er en tendens til at man installerer en opfattelse af, at kvinder er noget andet i Forsvaret. De kan noget andet. Så de er ikke bare ’i hæren’, men ’kvinder i hæren’. Det kommer ifølge Kathrine også til udtryk, når man ser på Forsvarets rekrutteringsmateriale. Her er der særlige udgaver til kvinder, hvor man kan læse, at Forsvaret også er andet end almindelig soldatergerning. At der også er brug for kvinderne i roller, som fx ligger mere vægt på kommunikation, forståelse og omsorg.

Kathrine fortæller ligeledes, at man også har forsøgt sig med kønskvoter, og gjort kvinder til ”særligt motiverede ansøgere”, qua deres køn alene. Og så opstår jo naturligvis en skepsis blandt deres mandlige kollegaer.

Slutteligt fremhæver Kathrine, at en positiv udvikling i den dansk kontekst pt. synes at være den nye forsvarsministers udmeldinger og fokus på området. Det er herfra blevet gjort klart, at der skal en større indsats til ift. krænkelser i Forsvaret. Man har bl.a. lavet en ny undersøgelse af kønskrænkende adfærd i organisationen og det kan forhåbentlig være med til at bane vejen for mere ligestilling i Forsvaret.

/Martin Jensen