Islam og populisme

Islam og populisme

Billede: Brookings.edu

Et nyt forskningsprojekt viser en umiddelbar kontraintuitiv sammenhæng. Gennem undersøgelser i Tyskland, Italien, Østrig, Ungarn, Holland, Frankrig, USA og Danmark, har man påvist at sammenhængen mellem muslimer og højrenational populisme er omvendt proportionel. Det viser sig, at jo færre muslimer der er, desto mere højre-populisme ser vi – hvorfra navnet ”én procent-problemet” stammer. Refleksionstid har talt med forfatteren af den danske undersøgelse, Susi Meret, lektor ved Institut for Politik og Samfund og ACEuS – Aalborg Centre for European Studies.

Et internationalt studie

Undersøgelsen er en del af et større forskningsprojekt først lanceret af Brookings, et amerikansk forskningsinstitut. I spidsen stod Shadi Hamid, som forsker indenfor USA’s relationer til mellemøstlige lande, og har fokuseret på Islam og muslimernes rolle i både vesten og østen.

Det viste sig at den stigende grad af radikal højrepopulisme i flere vestlige lande, tilsyneladende havde et element til fælles, der igen på tværs af forskellige kulturer og socioøkonomiske spørgsmål. Dette element var den måde Islam og muslimer indgår på.

Hvad er populisme egentlig?

Populisme er et meget omdiskuteret begreb. Det henviser i første omgang til et forsøg på at opdele samfundet i to stridende grupper. På den ene side Folket, som repræsenterer majoriteten, og som i den højrenationale version henviser til en kulturel og etnisk homogen gruppe, og på den anden side en fjende, ofte enten en politisk elite eller minoritet med anden etnicitet. Fjenden tænkes at udgøre en trussel, enten mod velfærdssamfundet og/eller den nationale kultur og identitet som Folket er bærer af.

Denne ideologiske opdeling af samfundet i en majoritet og en minoritet kan komme både fra politiske partier og sociale bevægelser. Den populistiske retorik vidner derudover om de store forandringer i det politiske rum, som vi har set gennem de seneste årtier. Forståelsen af det politiske system har skiftet fra hovedsageligt at omhandle økonomi og sociale klasser, og gået i retning af en mere kulturel dimension som ses i spørgsmål om køn, seksualitet, religion osv. Populismen udtrykker sig ofte gennem frustrationer omkring disse kulturelle spørgsmål.

The one percent problem?

Susi fortæller, at projektets titel vakte en del opmærksomhed. Umiddelbart ville man måske tro, at jo mere muslimsk indvandring et vestligt land var vidne til, desto stærkere ville de højrepopulistiske partier og bevægelser også stå. Men som titlen netop antyder, så er dette langt fra tilfældet. Der er ikke nogen direkte forbindelse mellem disse to variable; faktisk ser det ud til at det forholder sig helt omvendt.

I en rapport fra Pew Research Center fra 2017, undersøgtes størrelsen af den muslimske minoritet i forskellige vestlige lande.  Der ses her en stor forskel fra eksempelvis Polen og Ungarn med under 0,5%, til Frankrig med knap 9%.

Rapporten indeholder også en fremtidsprognose om indvandring. I nul-indvandringsscenariet vil der i 2050 vil mængden af muslimer i Europa være steget fra små 4,9% til 7,4%. I max-indvandringsscenariet stiger tallet til 14% i hele Europa.

Det tallene viser er, at det at indvandringen skulle lede til en decideret muslimsk overtagelse af vesten, ikke er realistisk. At frygten så stadig viser sig i det omfang den gør, må der derfor være andre forklaringer på.

 

Islam som en ’flydende betegner’

Den danske har fået titlen ”Islam som en ’flydende betegner’ (Eng: Islam as a ’floating signifier’). Begrebet ’flydende betegner’ stammer oprindeligt fra Claude Lévi-Strauss, den franske antropolog kendt som en af hovedmændene bag strukturalismen. For Lévi-Strauss henviste begrebet til et ord, som I sig selv ikke har nogen egentlig betydning, og af den grund kan optage en hvilken som helst betydning i forskellige sammenhænge. Senere udvikler den argentinske politiske filosof Ernesto Laclau begrebet i en mere direkte politisk kontekst, hvor en række politiske krav indordnes og betegnes gennem en enkelt hegemonisk “flydende betegner”.

Susi forklarer, at man også kan beskrive det på den måde, at Islam og muslimer bliver en slags metaforer, altså noget der kan få flere forskellige indhold. Normalt ville man måske først og fremmest tænke, at Islam har noget med religion at gøre. Men når vi ser den offentlige debat udfolde sig, så kan vi se, at det også henviser til en bestemt kultur, som ikke blot omhandler religion, men også spørgsmål om nationalitet, seksualitet, køn, rettigheder osv.

Således bliver Islam en måde for de vestlige lande at snakke om en række problemstillinger som ikke umiddelbart har noget med Islam at gøre. Problemstillinger indenfor normer og rettigheder i vesten, køn og ligestilling i skandinaviske lande,  katolicisme i Polen og Ungarn – alt dette kan alt sammen komme til udtryk gennem Islam.

I Danmark ser vi mest den højrenationale populisme fra Dansk Folkeparti. Men Susi fortæller også, at højrepopulismen er blevet mere ’mainstream’ gennem de seneste år, og mange andre partier faktisk gør brug af den højrenationale retorik. Repræsentanter fra både Venstre og Socialdemokratiet viste sig at have markante holdninger og standpunkter når det kommer til spørgsmål om Islam, særligt angående køn og ligestilling.

Susi peger på en undersøgelse af Jørgen Goul Andersen, professor ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet. Undersøgelsen indebar blandt andet spørgsmålet om hvorvidt muslimer skal sendes ud af landet, hvortil 25% svarer ja. Mener en fjerdedel af befolkningen virkeligt at en person, alene på baggrund af sin religion, skal sendes ud af landet?

Undersøgelsen peger netop i retning af den besynderlige størrelse Islam er kva ’flydende betegner’. Når Islam diskuteres i den offentlige debat, synes ordet mere at sige noget om os selv, end om muslimer. Det er gennem Islam som betegner at der opstilles en Fjende, i modsætning til hvilken Folket kan identificere sig selv og sine værdier, og forskningen her peger på, at det er dette der er det afgørende i sammenhængen mellem Islam og højrepopulisme.

Videre forskning

Afslutningsvis spørger vi Susi om hvilke muligheder hun ser i forhold til videre forskning. Ud over at have banet vejen for mange idéer, så er det først og fremmest manglen på mere kvantitativ forskning hun betoner. Og særligt ved vi heller ikke meget om hvordan muslimer selv reagere på situationen. Hvordan engagerer muslimer sig politisk, og får de plads i medierne?

Susi fortæller, at I 90’erne og 0’erne var der forskning omkring politisk deltagelse, men det er desværre mindre og mindre nu. Hun tilføjer, at efter valget var der dog nogle undersøgelser under navnet ”Muslimerne i stemmeboksen”, og det kunne være spændende at grave videre i det, for at få mere at vide omkring muslimers opfattelse af for eksempel medborgerskab i Danmark. Ofte har vi nemlig rigtig meget fra den ene side, dvs. fra majoriteten og særligt politikere, og ganske lidt fra den anden side, minoriteten, muslimerne selv. Dér er der et oplagt forskningsprojekt.

/Anders Jensen

 

Du kan læse Susi Meret og Andreas Beyer Gregersens rapport “Islam as a ‘floating signifier” her: https://www.brookings.edu/research/islam-as-a-floating-signifier-right-wing-populism-and-perceptions-of-muslims-in-denmark/

admin Skrevet af:

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

16 − eleven =