En stridsmand fylder 70

En stridsmand fylder 70!

Billede: AAU Presse

Jesper Jespersen har været i vælten i mange år. Hans virke som kritisk økonom, og aktiv samfundsdebattør har gjort ham til en både velkendt og problematisk figur i den offentlige samfundsøkonomiske diskussion. I år fylder han 70 og det gav nogle af hans ligesindede kollegaer fra Aalborg Universitet anledning til at lave et festskrift til ham.

Hvorfor går du på et universitet? Du går på et universitet for at lære at stille de kritiske spørgsmål, dem vi ikke rigtig ved, hvad svarene er på. Og jo mere fokus vi sætter på, hvad vi ikke ved, jo mere vi diskuterer med hinanden, og forsøger at finde ud af hvad løsningen er, på det vi ikke ved. Jamen jo større er sandsynligheden for, at du bliver klogere og flytter noget

Med ordet ’festskrift’ kunne man måske godt foranlediges til at tro, at det vi har at gøre med, er en lang hyldest eller skåltale til Jesper Jespersen. En sådan, hvor det ene kapitel efter det andet i store vendinger beskriver, hvor dygtig han var i given situation, hvor rigtig den ene eller anden analyse var, og hvor godt han slap fra dette eller hint. Men det er det ikke.

Festskriftet er en akademisk disciplin, der dog efterhånden er blevet ret nedprioriteret i universitetsverdenen i almindelighed. Det er en skam synes en gruppe forskere ved Aalborg Universitet. Så da muligheden bød sig, at én af deres dygtigste kollegaer fyldte 70 år, var det klart, at han måtte hyldes på denne måde, også selvom Jesper Jespersen har sit primære virke på Roskilde Universitet.

Det er forskningsgruppen i makroøkonomi ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, der står bag festskriftet med titlen ”Mod strømmen – En stridsmand fylder 70”.

For at blive klogere på festskriftet har Refleksionstid talt med bogens redaktører Finn Olesen og Mogens Ove Madsen, hhv. professor og lektor i økonomi ved Aalborg Universitet.

 

Samfundsøkonomisk slagsmål

Vi spurgte Finn og Mogens, hvorfor de havde valgt denne titel til festskriftet, hvorfor de kalder Jesper Jespersen en stridsmand?

For at svare på dette må man ned i spørgsmålet om, hvem det er han strides med, og hvad de strides om. Helt forsimplet kan man sige, at de strides om hvordan samfundsøkonomien skal forstås. På den ene side er der en ’mainstream’ eller fremherskende tankegang, og på den anden er der en mere udenforstående, mindre anerkendt position, som Jesper, og i et vist omfang også Finn og Mogens tilskriver sig kaldet ’post-keynesianisme’.

 

Fra Friedman over Lucas til New Neoclassical Synthesis

Men lad os starte med Jespers modstandere. Finn forklarer udviklingen af mainstream-økonomien helt overordnet på følgende måde: ”Det er en rejse fra Friedman over Lucas til New Neoclassical Synthesis”.

Og her kan man så som ikke-økonom, måske allerede være ved at stå af. Men det er sket en udvikling siden slut 60’erne, hvor den ene kritik efter den anden har ramt den fremherskende økonomiske tænkning og forandret den i lyset af sine anklager mod den.

Den amerikanske økonom Milton Friedman kritiserede pengepolitikken i den, på det tidspunkt fremherskende keynesianske økonomi. Groft sagt, man skulle kun fokusere på én ting: At holde inflationsraterne stabile og lave. På den måde ville pengepolitikken sikre markedsmekanismen, de bedste forudsætninger for at realisere sin iboende effektivitet. Og så skulle finanspolitikken ellers bare holde sig i baggrunden.

Dernæst kom Robert E. Lucas på banen i 70’erne og med ham ideen om rationelle forventninger og – aktører, og nedbrydelsen af mikro-makro-dualismen i økonomisk tænkning. Man kalder det også til tider ’homo economicus’, det formålsrationelle, økonomisk-tænkende individ. For Lucas var det sådan, at når økonomiske aktører nu agerer sådan, så begår de heller ikke systematiske fejl. Fejl er kun tilfældigheder og de fordeler sig usystematisk i en økonomisk helhed, og har derfor heller ikke makroøkonomiske konsekvenser. Privatpersoner, virksomheder, stater; alle er de økonomiske aktører, som har rationelle forventninger og adfærd.

Der er ikke grundlæggende forskel på min adfærd som økonomisk aktør i supermarkedet og vores kollektive adfærd som aktører indenfor et nationalt marked, eller staternes kollektive handlinger. Ligesom Friedman mente Lucas, at aktørernes og markedets iboende rationalitet ville lede samfundsøkonomien mod en ligevægtstilstand. En slags optimalitet, for hvilken man kunne lave en model.

Og det gjorde man så, i stor stil, indtil det kom en ny bølge af mere kritisk indstillede økonomer, som man kan betegne som ny-keynesianere. Deres holdning var, at der altså var lidt for langt fra disse modeller til den virkelighed, som man var vidne til med økonomiske kriser og trægheder. Det var for svært at indfange manglende synergier i økonomien i modellerne. Derfor blev løsningen New Neo-Classical Synthesis som tog udgangspunkt i DSGE-modeller (dynamiske stokastiske generelle ligevægtsmodeller). Det var en win-win, som man kalder det på moderne dansk.

 

Win-win

Som Finn og Mogens forklarer, kunne de mere ny-klassisk inspirerede økonomer, som stadig tænkte mere i stil med Lucas, fokusere på det lange historiske træk. De kunne sige, at om så og så mange år, hvis vi fører den og den politik, så går vi mod en ligevægt i økonomien, der gavner os alle. De mere ny-keynesianske økonomer kunne kigge på kortere perioder og forsøge at komme med forslag til, hvordan man kunne vende en evt. træghed eller krise om på kort sigt.

Og det er grundlæggende ideen i mainstream økonomi i dag. Jo, der er kriser og problemer, men de er midlertidige bump på vejen, i den lange løb vil markedets iboende mekanismer sikre ligevægt, stabilitet og optimalitet. Og økonomerne kan hjælpe alt dette på vej ved at analysere økonomien gennem DSGE-modellernes linse. Som Finn og Mogens udtrykker det: ”Metodologisk set er de fuldstændigt enige om hvordan man skal bedrive videnskab”. Og det indebærer ifølge dem en ”firkantet sagt, noget naturvidenskabeligt inspireret metode”.

 

Jesper Jespersen og post-keynesianismen

Og her kommer Jesper Jespersen og post-keynesianismen så ind i billedet. For som vores interviewpersoner udtrykker det, er den tankegang de og Jesper står for metodisk set, helt anderledes end disse DSGE-modeller i denne såkaldte New Neoclassical Synthesis. Post-keynesianerne trækker nærmere på samfundsvidenskabelig metodologi, som sociologi, psykologi, institutionelle analyser, politik mv., og det komplicerer den økonomiske analyse. Det er meget svært med dette udgangspunkt at komme med ”præcise” forudsigelser om samfundsøkonomien, som mainstream økonomer kan og gør i dag; fx hvordan bliver betalingsbalanceoverskuddet i de kommende år?

 

Homo economicus

Deri ligger et af post-keynesianismens kritikpunkter af mainstream økonomien. Det er en alt for kunstig og virkelighedsfjern konstruktion. Som Finn udtrykker det: ”Homo economicus, findes i lærebøgerne, ikke i real-life”. Homo economicus er billedet på mennesket med de her rationelle forventninger som Robert E. Lucas tilskrev os. I dette ligger der en formålsrationalitet, som strækker sig udover blot at forsøge at agere rationelt, eller fornuftigt og ikke ødsle sine penge væk.

”Virksomheder og private husholdninger går og bøvler” siger Finn, med at gøre det så godt som de kan, ”de bruger tommelfingerregler og ’second-best-solutions’, men det med at stræbe efter optimalitet, det har de hverken information eller tid til”. Optimalitet er noget der nærmer sig økonomisk perfektion, og hvis vi tager eksemplet fra ovenfor med en privat økonomisk aktør i et supermarked, så er det ikke svært for de fleste at følge pointen.

 

Fint skal det være – men optimalt?

Bare dét alene, hvor indkøbet skal foretages kan være grund nok til at problematisere ideen om homo economicus. Jeg ved godt, at det er billigst at handle i Rema1000 fx, men jeg vælger alligevel at handle i Irma, fordi jeg godt kan lide det image, der følger med denne handling; jeg vil gerne ses i sådan en butik og evt. møde nogle bekendte under en sådan indkøbstur. Eller jeg går i den helt anden grøft og handler i den nærliggende lille købmandsbutik eller kiosk, og må nøjes med et mindre udvalg og en højere pris, fordi jeg simpelthen er for doven til at slæbe mig ned til den billigste kæde.

Kritikken siger ligeledes, at selvom vi alle sammen rent faktisk nyttemaksimerede vores indkøb efter de billigste varer, ville vi alligevel ikke kunne tage højde for så stor en del af markedets fremtidige udvikling, prisdannelsesproces og produktudvikling, at vi rent faktisk kunne agere på en strengt taget optimal måde. Og det samme gælder for virksomhederne. Som vores interviewpersoner udtrykker det: ”De ville skulle bruge alt deres tid på det, så alt hvad de ellers skulle leve af ville gå i stå”.

Og dernæst et skridt videre i kritikken, som vores interviewpersoner med henvisning til Jesper Jespersen siger: ”Hvad er en langsigtet optimal makro-økonomisk ligevægt? Hvad ved jeg om hvordan verden ser ud i 2025?”. Det vil sige, at denne retning sætter spørgsmålstegn ved hele præmissen om optimalitet i samfundsøkonomien. Man kunne måske fristes til at sige, at det er et politisk spørgsmål, hvad den optimale samfundsøkonomi er, hvis den overhovedet findes?

 

Finanskrisen, en øjenåbner

Det er klart, skal man tro Jesper Jespersen og vores to interviewpersoner, kan modeller, der bygger på dette individsyn og disse ideer, ikke andet end være fejlbehæftede. De påpeger dog, at mainstream-økonomerne, specielt i kølvandet på finanskrisen, faktisk er begyndt at tænke kritisk over flere af disse aspekter. Det drejer sig om at se kritisk på nedsmeltningen af mikro-makro dualismen og homo economicus. Men også ideen om, at det primært er relative prisforhold på udbudssiden, der afgør økonomiens udvikling.

Her siger man nu ifølge Finn, at det da godt kunne være, at der rent faktisk var grundlæggende forskelle mellem mikro- og makroøkonomi, at alle individer måske ikke er look-a-likes, og at efterspørgsel (herunder finanspolitik) måske også er ret afgørende for samfundsøkonomien. For ikke at tale om finansielle markeder, som mainstreamtankegangen traditionelt set ikke tilskriver en rolle i samfundsøkonomien.

Men hvordan inkorporerer man så sådanne erkendelser i sine modeller? Det virker som ret grundlæggende forandringer?

 

Jeg kan kun finde ud af at kurere hovedpine

Ja, det tyder ikke ifølge vores interviewpersoner på, at man er så langt i denne proces endnu. Og ifølge Finn og Mogens ville Jesper Jespersen heller ikke give meget for disse erkendelser. Som de udtrykker det ville hans anke stadig være, at man arbejder med generelle ligevægtsmodeller. Det vil sige, at økonomien altid arbejder sig hen imod optimalitet, bare der går tilstrækkeligt med tid, så skal det hele nok falde på plads.

Problemet er ikke alene, at optimalitet i sig selv, som beskrevet ovenfor kan være et fatamorgana, men også, at den usikkerhed man arbejder med i denne matematiske, naturvidenskabeligt inspirerede metode, er ja, ret matematisk og tilregnelig. Udtryk som ’med 95% sikkerhed, kan vi sige..’ hører til denne form for videnskab. Men som vores interviewpersoner udtrykker det: ”Hvad nu hvis der sker noget drastisk, som ikke ligger indenfor dette udfaldsområde?”.

Ifølge dem er svaret fra mainstream-økonomerne, at så kan deres modeller ikke bruges til at sige noget om dét alligevel. Ifølge Finn, der henviser til økonomen Joseph Stiglitz, kan man sammenligne det forsvar med at være alvorligt syg og gå til lægen: ”Desværre, siger lægen, det kan godt være at du er alvorligt syg, men jeg kan kun finde ud af at kurere hovedpine og influenza”.

 

En mere pluralistisk fremtid?

Men det efterlader os med et afgørende spørgsmål. Hvis det stod til Finn, Mogens og Jesper Jespersen, hvordan skulle den økonomiske videnskab så se ud? – Når nu ikke at mainstream er tilstrækkelig som den ser ud i dag.

De efterlyser diversitet. Det er ikke et spørgsmål om at afvikle DSGE-modellerne som sådan, men at nå til et punkt, hvor der er større åbenhed indenfor den økonomiske videnskab for forskellige tolkninger, og en større villighed til at diskutere og tage andre perspektiver seriøst. Mogens påpeger, at et håb i den henseende kan være nogle af de yngre medlemmer af forskningsgruppen for makroøkonomi ved Aalborg Universitet. Her er man begyndt at arbejde med en anden type af modeller som betegnes ’stock-flow-modeller’. Det handler i højere grad om at følge pengestrømmenes bevægelser i økonomien, og se på forskellige ubalancer mellem sektorer i det offentlige system fx, eller mellem nationaløkonomier i Europa, som et andet eksempel. Finn og Mogens håber, at der er bedre muligheder for dialog og en begyndende metodologisk pluralisme i fremtiden mellem disse model-miljøer. Altså det, at man er enige om at lave modeller, og beregninger i relation hertil, kan åbne nogle døre, som en diskussion mellem mere kvalitative økonomer som Finn og Mogens selv, og så mainstreamøkonomerne ikke har kunnet.

Den her ’ensporethed’, hvis man kan kalde den det, i økonomisk videnskab mener vores to interviewpersoner er et stort problem. Derfor uddanner man også økonomer anderledes på Aalborg Universitet end andre steder. Selvfølgelig går de til bunds i mainstream økonomi og lærer beregninger, modeller osv., men de går også videre og fortæller, at der er mange andre måder at bedrive økonomisk videnskab på. Som Finn udtrykker det:

”Hvorfor går du på et universitet? Du går på et universitet for at lære at stille de kritiske spørgsmål, dem vi ikke rigtig ved, hvad svarene er på. Og jo mere fokus vi sætter på, hvad vi ikke ved, jo mere vi diskuterer med hinanden, og forsøger at finde ud af hvad løsningen er, på det vi ikke ved. Jamen jo større er sandsynligheden for, at du bliver klogere og flytter noget”.

/Martin Jensen, Refleksionstid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *