Verdensborgerskab – børn og dannelse

Børn som skabende verdensborgere

Kan idéen om verdensborgerskab berige vores tilgang til børns leg og dannelse? Antje Gimmler, professor i Anvendt Filosofi ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, er netop nu i gang med at undersøge begrebet verdensborgerskab, hvad det kunne betyde i en dannelsessammenhæng, og hvorfor begrebet synes så aktuelt i dag. 

Verdensborgeren – illusion, faktum eller noget tredje?

Når vi støder på debatter om verdensborgerskab er der ofte to stridende holdninger. På den ene side er kritikken, gerne fra en nationalkonservativ side, at begrebet er en illusion. Man kan ikke være verdensborger, da der ikke eksisterer nogen verdensstat der garanterer dine rettigheder som borger. Begrebet er derfor ikke andet end en måde at underkende og underminere den nationale suverænitet.

 På den anden side, og lige så hårdnakket som kritikken affejer det, bliver verdensborgeren her postuleret som et faktum. Vi er alle verdensborgere; vi spiser pizza fra Italien, ser serier fra USA og kører i biler som efterhånden er produceret med dele fra hele verden. Vi er verdensborgere, fordi verden er blevet globaliseret.

Vi har i de seneste år set en fremgang i nationalpopulisme, og samtidigt kører globaliseringshjulet stadig for fuld skrue. Verdensborgerskabet som begreb kan derfor hurtigt blive fanget i denne lidt unuancerede debat.

Tilbage til rødderne – hvad vil vi med begrebet?

Begrebet verdensborgerskab er gammelt. Det stammer helt tilbage fra det oldgræske, under navnet kosmopolitês, en borger af kosmos. Kosmos betegner her en naturorden som tænktes at være fuldstændig – en perfekt og symmetrisk sammenhængende orden. Idéen var da, at mennesket, udover at være borger af bystaten, også var borger af kosmos. Denne overordnede orden gav mennesket noget andet end hvad det menneskelige fællesskab kunne.

Antje fortæller, at denne tanke er meget forskellig fra den overfladiske idé om verdensborgerskab kva globalisering. Verdensborgerskabet var ikke bare en selvfølge. Det krævede at mennesket orienterede sig mod denne perfekte orden, og på denne måde fik en oplevelse af, at den umiddelbare kaotiske livssituation synes mindre afgørende.

Den stoiske filosofi bygger på denne idé om mennesket som borger en større orden, og Antje fortæller at en kendt tænker som Svend Brinkmann fx henter mange af sine etiske overvejelser fra denne skole.

Gennem oplysningstiden forandrede idéen sig om den perfekte naturorden. Den berømte tænker Immanuel Kant, satte som nogle bekendt en grænse for vores fornuft – vi kan ikke have indsigt i perfekte verdener. Fokus skiftede da fra kosmos til mennesket selv. Det relevante i verdensborgerskabet blev menneskets natur og de rettigheder der måtte følge deraf.

Med oplysningsidealer i centrum, blev verdensborgerskabet det bindeled mellem stater, i form af fx idéen om menneskerettigheder, der kunne muliggøre en fredelig sameksistens af stater. Antje fortæller, at man her kan forstå verdensborgerskab som en såkaldt ’regulativ idé’, altså en idé som regulerer vores adfærd og former vores samfund. Verdensborgerskabet er på denne måde et ideal man kan stræbe efter.

Fælles for både stoicismen og oplysningstænkernes tænkning var, at verdensborgerskab blev forstået som et normativt begreb. Det vil sige et begreb som fordrer en bestemt handling eller adfærd, og traditionen lever også videre blandt mange politiske filosoffer i dag.

Kritikken af at verdensborgerskab som en ren illusion er på sin vis både rigtig og forkert. Forstår man verdensborgerskab som et normativt begreb, så ville man måske endda give kritikkerne ret. Verdensborgerskab ér en illusion, men det er en virkende illusion, en illusion som kan danne ramme for vores samfund og pege det i retning af noget andet. Verdensborgerskabet virker til, helt fra sin begyndelse, at have til formål at udfordre og omforme det eksisterende, og det er derfor heller ikke underligt, at begrebet møder modstand fra konservatismen.  

Børn som verdensborgere

Antje fortæller, at der som regel er to forskellige reaktioner når hun fortæller om arbejdet med børn som verdensborgere. Den ene er denne, at begrebet ikke synes at have noget med børn at gøre. Den (ultra korte) idéhistoriske gennemgang af begrebet, synes jo ikke ligefrem at betone børn på nogen måde. Hvordan skal børn kunne ’rette deres fornuft mod regulative idéer’?  Den anden reaktion er den stik modsatte. Selvfølgelig er børn verdensborgere. Børn kender jo ikke stater og tilhørsforhold som vi andre. De lever langt mere umiddelbart som ’børn af verden’.

Begge reaktioner synes umiddelbart rimelige nok. Men det handler måske ikke så meget om hvorvidt børn rent faktisk er verdensborgere, men mere om hvordan verdensborgerskab kan bruges som et dannelsesideal. Præcis ligesom man, både i det gamle Grækenland såvel som op igennem oplysningstiden, tænkte verdensborgerskabet som noget der skulle forme og transformerer vores nuværende liv og samfund, kunne det samme tænkes i forhold til børns dannelse.

Verdensborgerskabet indeholder nogle grundlæggende oplysningsidealer som anerkendelse, nysgerrighed og åbenhed overfor det fremmede. Allerede gennem den stoiske tradition, indeholder det også en grundlæggende kritisk tilgang til den umiddelbare verden – noget vi i dag ser som grundlæggende for vores videnskabelige praksis. Det kræver dog at vi går tilbage til rødderne, og til den normative betydning af begrebet. Det er dér, hvor vi vil ændre noget, gøre noget, tilgå det nye og det fremmede i håb om at forbedre vores eget nuværende samfund, at verdensborgerskabet kan have betydning for børn og dannelse.

/Anders Jensen

admin Skrevet af:

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 × 3 =